Aså

Brude i brugte kjoler

Tager kjoler i kommission efter bryllup, konfirmation og fornemme fester

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Privatfoto

ASAA:En brud skal som bekendt være iført noget nyt, noget gammelt, noget brugt og noget blåt.

Fremover er det kjolen, der skal være brugt, hvis det står til en ny butik i Asaa, der slår dørene op i denne uge.

Brud2hand hedder forretningen og den drives af Mette Odderskov, der føler sig godt modtaget i Asaa.

- Jeg oplever en stærk solidaritet og opbakning for at starte som erhvervsdrivende i Asaa. Vi har en by med flere end 20 erhvervsdrivende og et indbyggertal på 1200 mennesker. Det er da fascinerende at blive en del af den stærke iværksætterånd denne by repræsenterer. Det er skønt at se en lille by blomstre på trods af finanskrisen, siger Mette Odderskov.

Brud2hand sælger brugte brudekjoler, galla/selskabskjoler og konfirmationskjoler. Desuden har forretningen et stort parti nye brudekjoler, konfirmationskjoler og gallakjoler til outletpriser. De brugte kjoler sælges i kommission for kvinder fra hele landet.

Alle vil gøre en god handel

- Der er et stort marked for genbrug og det er blevet en trend at opsøge en god handel for alle, mener Mette Odderskov.

- Kvinder vil gerne spare penge på en brudekjole, men de vil ikke undvære oplevelsen ved at prøve kjolen, gerne flere kjoler, sammen med deres veninder eller deres mor. At finde sin brudekjole, er et øjeblik forbundet med mange følelser og stor glæde, men det kan være svært at opleve, hvis man køber kjolen brugt i et privat hjem.

Butiksindehaveren har fået denne opfattelse bekræftet efter at Brud2hand åbnede sin Facebook-side 3. januar. Allerede første uge var der 12.000 mennesker inde og se siden.

Lokalt samarbejde

Brud2hand samarbejder med flere lokale erhversdrivende i Asaa, heriblandt fotograf Kim Jessen, frisør Frk. Pejstrup, Møllehuset, som giver deres bud på menuen til den store fest, og Gårdbutik Petersgaard, som har stor erfaring i blomster til de store selskaber.

Lørdag 28. februar åbnes dørene til forretningen, hvor der herefter vil være åbent hver lørdag kl. 10-16 og derudover for tidsbestilling til kjoleprøvninger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.