Dronninglund

Brug for innovative hjerner

Nytænkning skal redde verden

Dronninglund Efterskole sætter innovation meget højt. Arkivfoto
Dronninglund Efterskole sætter innovation meget højt. Arkivfoto

DRONNINGLUND: Alle taler om innovation. Innovation har længe været et mantra for erhvervslivet, men nu skyller der også en bølge af innovationstænkning ind over uddannelsessystemet. Den innovative skole er tidens herskende ideal. Argumentet er, at hvis Danmark skal klare sig i den benhårde internationale konkurrence, kræver det innovative hjerner og det er bl.a. uddannelsessystemet, der skal levere varen.

Den udfordring har de taget op på Dronninglund Efterskole. I 2009 deltog to lærere fra Dronninglund Efterskole på den af undervisningsministeriet udbudte ”Pioneeruddannelse” og det har sat gang i en lang række nye tiltag på Dronninglund Efterskole.

I begyndelsen arbejdede Dronninglund Efterskole med Innovation som et særskilt fag - et linjefag, som eleverne så kunne vælge på ligefod med sportsfag osv., men ret hurtigt fandt de innovative lærere ud af, at den innovative tænkning måtte gennemsyre alle fag og alt hvad vi laver i skolen. Det resulterede i første omgang i en særskilt klasse, 10. innovation, som nu kører for andet år i træk. Eleverne har taget rigtig godt imod det nye tiltag og interessen er stor og søgningen stiger fra år til år. Vi havde venteliste til klassen sidste år og oplever det samme i år. Derfor har vi besluttet at opgradere vores innovationsprojekt med yderligere to innovationsklasser, således at vi fra næste år kører med to innovationsklasser i 10. klasse og en innovationsklasse i 9. klasse. Det betyder, at yderligere 4 lærere skal af sted på pioneruddannelsen og lære om innovation i undervisningen.

I Innovationsklassen forsøger man at bryde med nogle af de kategorier, som man tidligere har brugt til at organisere skolen med. Skemaet, klassen, fagene, lærer-elev-forholdet bliver sat i spil på en ny måde. Vi går i perioder væk fra tænkningen om faste skemaer og faste timer og bevæger os i stedet mere i retning af projektforløb. Helt konkret kanaliserer vi nogle timer fra både dansk, engelsk, kristendom, samfundsfag, historie og matematik over i en projektpulje, hvor eleverne får muligheden for at fordybe sig og arbejde tværfagligt og mere helhedsorienteret med tingene. Der undervises stadigvæk særskilt i de specifikke fag, men lærerne råder over et bestemt antal timer, som de selv i samarbejde med eleverne planlægger og råder over. Lærerne lægger selv skemaet for innovationstimerne fra uge til uge og bestemmer selv indholdet. De skal blot sørge for at det i sidste ende går op med både antallet af timer og kravet til pensum. Derved bliver der plads til større kreativitet og muligheder for at skabe læring på nye måder. Og det faglige udbytte i de enkelte fag bliver bestemt ikke mindre, selvom nogle af fagtimerne bliver lagt over i en fælles projektpulje.

Når forstander Asbjørn Ramlov tager et kig ud i fremtiden forestiller han sig, at alle klasser på Dronninglund Efterskole er innovationsklasser med hver deres særlige profil (hvis vi overhovedet inddeler i klasser til den tid). For 10-15 år siden var det nyt og meget populært med IT og dengang lavede man særlige IT-klasser, men nu er IT blevet integreret i alle klasser og er på den måde ikke noget særligt længere. Det samme kommer til at ske med innovationen, håber Asbjørn Ramlov. I arbejdet med den innovative skole, vil der også være et stort behov for erfaringsudveksling med andre skoler, så forhåbentlig har vi om få år et samarbejde med andre skoler, så vi kan tage afsæt i hinandens gode og dårlige erfaringer. Han spår også, at innovationspædagogik bliver et fag på eksempelvis lærerseminarier.

Forleden var der efterskolernes aften i hele landet, så her havde man mulighed for at besøge Dronninglund Efterskole og høre mere om innovationsklasserne, exchange-klasserne og 10. global, som er et nyt tilbud i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, der henvender sig til 10. klasses elever. Der arbejdes med globalt medborgerskab og der indgår en tur til Israel/Palæstina i løbet af foråret. Der blev også fortalt om skolens linjefag: Idræt-boldspil, Fitness, Outdoor, Kunst og musik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden