8260 daglige skridt for lyrikken

Minna Johannesson har de her svenske himmelblå øjne, der får ekstra glød og lys, når hun bliver begejstret.

Det gør hun tit, når hun taler om sit fag. At instruere og forløse ikke alene et stykke og en tekst, men også finde skuespillernes potentiale frem, så alt går op i en højere vellykket enhed.

Ligesom de kan blive mørkere, mere indadvendte, når hun grunder over noget. Og bliver alvorlig.

Men tilløbet, før hun faldt til ro og fandt frem til, at hun skulle være teaterinstruktør, var lidt omstændeligt. Sådan som mange gode historier jo ofte er.

Røverne i nabohuset

- Jeg voksede op i nærheden af den smålandske by Emmaboda. I en lille flække med kun en gade, Klattorp. Det var en meget idyllisk opvækst. Sådan nærmest i stil med Astrid Lindgrens Bulderbybørn og min far fortalte eventyr og digtede hele tiden historier, så jeg troede eksempelvis af ”Røverne i Kardemommeby” boede i vort nabohus. Senere fandt jeg ud af, at han lånte med arme og ben fra verdenslitteraturen, siger Minna Johannesson,

Det gav foder til drømmene. Minna kunne godt forestille sig at blive enten journalist eller privatdetektiv lige som Kalle Blomkvist. Men indtil da hørte hun til de pæne pigers flok, passede sin skole og var en dygtig elev. Indtil hun som 16 -17 årig gjorde oprør, slog sig løs og blev kæreste med en ældre mand og ja faktisk - blev en slags hjemmeløbende husmor.

Det brød hendes svenske papa sig ikke specielt om.

Papa og London

- Han havde som ansvarlig far masser af ideer til, hvordan jeg kom videre med mit liv. Og foreslog at jeg tog på teaterskole i London. Jeg var slet ikke interesseret, men tjekkede det på nettet, gav det en måned, men allerede efter anden dag var jeg solgt - this is it!

Tilbage i Sverige et år senere med ny svensk kæreste, hun havde mødt i London, fulgte hun et kursus i kreativ skrivning på universitetet i Gävle. Men det tændte ikke rigtig. Men det gjorde det da hun spillede hustruen i en studenterteaterforestilling ”Life of Lennart”, som de universitetsstuderende selv havde skrevet og instrueret.

Første anmeldelse

- Jeg løb ned for at købe den lokale avis for at læse anmeldelsen, og der stod kun en linje om mig: ”Minna Johannesson strålede” Men det befriede alt i mig.

Sammen med kæresten tog hun til Göteborg og kom ind på Folkhögskola, en forberedelse til optagelse på en rigtig skuespilleruddannelse.

- Bagefter fik jeg job som instruktørassistent på Göteborg Stadsteater og fik faktisk rigtig meget plads til selv at prøve jobbet af. Vi havde tit store forestillinger, hvor instruktøren ikke kunne nå alt. Da lød det: Gå ned i kælderen og lav den her scene med to skuespillere.

- At instruere. Det var noget, jeg var bedre til end selv at spille teater. Jeg følte mig tryg i det. At vide hvor det skal hen og at kontrollere de skuespillere, der er klar til at åbne sig og give slip og yde deres bedste.

En kvinde brød ind

Minna var så småt til at finde sine egne ben, og det endelig livs- og jobvalg kom over en kop kaffe i kantinen på Göteborg Stadsteater. Den norske instruktør Terje Merli var i færd med at instruere Ibsens ”Et dukkehjem” og sagde:’

- Stop med den der skuespillerdrøm. Du skal være instruktør. Du bliver aldrig skuespiller.

Lige ved siden af sad en dansk kvinde og overhørte samtalen.

- Og hun brød ind og sagde ”hvis du skal være instruktør skal du ind på Statens Teaterskole i København, de har den bedste instruktøruddannelse i Europa.

Sådan blev det og efter fire års uddannelse, hvor hun bl.a. lavede ”Den grimme mand” i sin praktiktid på Aalborg Transformatorscene, blev hun i 2011 ansat i foreløbig to år som husinstruktør og leder af Transformator.

Et teater vi ville

- ”Den grimme mand” var en fantastisk oplevelse. At opleve et velfungerende teater, hvor alt kunne lade sig gøre. Vi kunne vel have spillet det stykke på en time. Det blev på tre med fem pauser og skuespillerne var med på den. Det var helt vanvittigt.

- Og da teaterdirektør Geir Sveaass, som jeg havde et vældigt godt samarbejde med, stoppede, fik vi tilbudt nyt job under Kirkskov. Der kunne ikke ske noget bedre. Et teater som både jeg og min mand gerne ville til.

Som instruktør betragter Minna det som sin primære opgave at få alle til at tro på projektet. Hun betragter lidt sig selv som en motor i bilkarrosseriet, der både skal se potentialet i skuespillerne. ”Gøre alle så gode som muligt”. Og samtidigt få scenografi, lys og lyd til at lege med.

- Du skal have overblik. Lave en komposition, bygge en ramme og et skelet, et univers at være og spille i. Og du skal have sammenholdet op at køre.

På den måde har Minna Johannesson altid følt sig tryg ved Aalborg Teater. For hende er det ”grundlaget for at lave noget godt”.

- Der er ikke den ting, der ikke kan lade sig gøre. Alle - ensemblet og teknisk afdeling - er villige til at få tingene løst.

Ved I, hvad I laver?

Spørger du til, hvilke forestillinger Minna har været specielt glad for at instruere på Aalborg Teater, nævner hun både ”Bavian” byggende på Naja Marie Aidts novellesamling og ”Frøken Julie”. Allerhelst vil Minna arbejde improvisatorisk. Tage en tekst og lave det hele sammen med skuespillerne. Sådan som hun og de gjorde med melodigrandprix-forestilling ”Ein bisschen Frieden”.

- Med den havde jeg en speciel oplevelse. En uge før premieren kan du godt have en fornemmelse af, om det bliver godt eller ej. Det havde jeg ikke her.

- Det var en stor forestilling med 40 skuespillere, en masse der skulle læres, og der var fuldstændig kaos på scenen. En enkelt stod og var ved at lære en scene, fem andre var i gang med en sang og en anden stod og borede et hul i gulvet. Og så stillede jeg spørgsmålet:

- Ved I egentlig, hvad I laver.

- Nej, Vi aner ikke en skid, men vi stoler på, at det lykkes, vi stoler på dig.

1 - 0 til Brøndby

Og der var forestillingen ”Altid for AaB” på lille scene, der fik premiere lige før fodboldklubben løb med mesterskabet.

- Det var helt vildt. Publikum skreg og græd, og en aften blev der helt stille, og alle sad bare og kiggede på deres mobiltelefoner. Stykket gik i stå, og en af skuespillerne spurgte salen:

- Hvad sker der?

- 1-0 til Brøndby. Og der blev kæmpejubel og så fortsatte forestillingen.

Det er noget af det, som Minna ser som teaterets opgave. Ikke alene i det nordjyske, men også på et helt overordnet plan. Teatret er ikke et museum eller en puppefabrik, der blot reproducerer sig selv igen og igen i form af de samme smukke sommerfugle.

- Teatret skal bringe os ud af vor egen lille verden. Når jeg går i gang med et stykke, spørger jeg mig selv.

- Giver det mening at spille det. Giver det mening i dag.

- Teatret, og det jeg laver, skal gerne inspirere folk til at flytte sig et andet sted hen. Lære dem at tænke på andre end sig selv. Rette blikket ud af mod din partner, din familie, Danmark og ja - verden.

- Det skal have en relevans for det samfund, vi er i.

Kom ud af egoboblen

Og netop det aspekt arbejder hun meget bevidst med i ”Brødrene Løvehjerte”.

- For mig handler teatret meget om at inspirere. Inspirere til at komme ud af den der lille egoboble, hvor vi sidder og ikke kan overskue meget andet, end os selv,

I Astrids Lindgrens børnebog ”Brødrene Løvehjerte” kæmper brødrene, storebroder Jonathan og Tvebak mod det onde i form af den hensynsløse tyran Tengil. Et sted i bogen hjælper Jonathan en af Tengils onde soldater, der er ved at drukne, og Tvebak spørger ham, hvorfor han redder fjenden.

Rigtig mange kender storebror Jonathans ord til lillebror Tvebak: ”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”

Og netop den sætning er et omdrejningspunkt for Minnas arbejde med at forvandle bog til forestilling.

- Det synes jeg er et vigtigt statement i disse tider. Hvor vi tænker meget på os selv, og at vi selv har det godt, og at det kører for os selv. Men at vi også tør rette blikket ud i verden og tør ... og lærer vores børn, at de bliver nødt til at tænke større, end vi kan.

BLÅ BOG

* Teaterinstruktør Minna Johannesson, 36 år, svensk, født 30. juli 1979, opvokset i Småland, Emmaboda, eller egentlig i nærliggende Klattorp.

* Far var docent i samfundsvidenskab, mor skolelærer, tog folkeskole og gymnasium i Emmaboda.

* Uddannelse: Teaterskole i London, 1997, afbrudt universitetsstudie i creativ writing, Jävla, to års teaterstudie på Folkhøgskola i Göteborg, instruktørassistent Göteborg Stadsteater, 2003, Statens Teaterskole, København, 2005-2009, freelance instruktør, bl.a. ”Frøken Julie, 2010, Aalborg Teater, og fra 2012, Aalborg Teater, husinstruktør og leder af Transformator/Borgerscenen.

* Bor i hus i Nørresundby sammen med sin mand, skuespiller Jakob Hannibal og deres søn, Hugo, tre år.

* Har bl.a. instrueret: Anne Linnets ”Jeg er jo lige her” (Reumertpris, 2013,) ”Bavian”, ”Ind under jul”, ”Altid for AaB”, ”Romeo og Julie lever”´, ”Ein bisschen Frieden” (Reumert-indstillet) og ”Yahya Hassans Digte”. Arbejder p.t. med ”Brødrene Løvehjerte”, premiere 18. november, Store Scene.