Meget tyder på en god høst
I Sennels gav hveden tirsdag 11. august et udbytte på 80 tønder pr. hektar
THY-HANNÆS: Vejret er for alvor med landmændende og det på det helt rigtige tidspunkt. Høsten er knapt en uge henne, modningen er fin, og der høstes på fuld tryk - især på de højestliggende arealer.
- Ud fra det jeg hører, tyder det på en høst over middel. Især når det gælder hveden, er udbyttet godt .og meget af det korn. der er modnet i de sidste dage, skal ikke sendes til tørring, fortæller formand for Landbo Thy Leif Gravesen.
Det er først og fremmest de højereliggende arealer i nord, der siden weekenden for alvor er kommet i gang. En uges tid senere følger høsten på de lavere arealer i syd, siger formanden, der også hører gode meldinger, når det gælder rug og byg.
- Kun når det gælder rapsen, hører jeg om landmænd, der er lidt skuffede i år. Nogle landmænd med meget fugtige arealer kan komme til at lide under det våde forår. Her vil høsten nok blive mere jævn.
Men alt i alt - så spiller det bare. Nogle landmænd har allerede sået efterårsafgrøderne, lyder det fra Leif Gravesen, der selv er i gang med høsten i Thorsted.
Her kører høstmaskinen uafbrudt 12 timer i døgnet, og den kan nå tre-fire hektar i timen.
En af de landmænd, der har fået høsten i hus er Viggo Krogh ved Sennels, der har 80 hektar på bakketoppen ved Sennelsvej. Her er udbyttet på hveden i år omkring 80 tønder (hektokilo) pr. hektar eller omkring 8000 kilo.
- Det er omkring middel, lyder det fra landmanden på Sennelsvej, der i øvrigt netop har solgt alle sine jorder nord for Sennels. 82-årige Viggo Krogh avler både hvede og lidt maltbyg.
Hvis det gode vejr fortsætter en uge, måske to uger, endnu, vil rigtig meget af høsten være i hus ifølge Landbo Thys formand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.