Netop besluttet: Aalborg Regatta er aflyst

Eventen vender tilbage for fuld styrke om to år, lover arrangør

Aalborg Regatta har tidligere haft besøg af op mod 60.000 gæster i de fire dage, eventen varer. Foto: Aalborg Events

Aalborg Regatta har tidligere haft besøg af op mod 60.000 gæster i de fire dage, eventen varer. Foto: Aalborg Events

AALBORG:De håbede til det sidste; at byens borgere og turister ikke skulle gå glip af den populære Aalborg Regatta på Havnefronten i næste måned.

Der var lagt op til fire festlige dage med blandt andet skibe, koncerter og masser af vandaktiviteter. Men med corona-restriktionerne går det ikke at gennemføre arrangementet, der tidligere har haft besøg af op mod 60.000 gæster.

Søren Thorst ser nu frem mod regatta i 2023. Arkivfoto: Henrik Bo

Søren Thorst ser nu frem mod regatta i 2023. Arkivfoto: Henrik Bo

Beslutningen om at aflyse er netop truffet:

- Vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne gennemføre Aalborg Regatta - måske i mindre udgave end den planlagte. Men det er simpelthen ikke muligt på grund af kravet om coronapas og sektionsinddeling på havnen, siger eventchef Søren Thorst fra Aalborg Events, der er ansvarlig arrangør.

- Det er ærgerligt, men sådan er det jo for alle i øjeblikket. Vi havde glædet os til at lave oplevelser i byen, men det har svære betingelser indtil videre. Forhåbentlig bliver det bedre, når vi alle er vaccineret.

Planen for årets regatta var klar, og dermed er der også et fundament at bygge videre på, når eventen vender tilbage om to år.

- Vi havde planlagt et større maritimt aftryk end tidligere med flere vandaktiviteter og op mod 15 skibe, ligesom musik, boder og stande på kajen også skulle være mere maritime, siger Søren Thorst.

- Nu vil vi videreføre og -udvikle planerne, så Aalborg Regatta vender tilbage for fuld styrke.

Eventen finder egentlig sted hvert år, men den må dog vige pladsen, når Aalborg er sluthavn for The Tall Ships Races 2022 fra 4. til 7. august.

Nu er fokus i stedet på The Tall Ships Races, der vender tilbage til Aalborg i begyndelsen af august næste år. Privatfoto

Nu er fokus i stedet på The Tall Ships Races, der vender tilbage til Aalborg i begyndelsen af august næste år. Privatfoto

Aalborg Regatta er blevet til på initiativ af Aalborg Waterfront, en forening der består af en række erhvervsvirksomheder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.