Så blev de blå og hvide badeflag hejst
13 strande i Frederikshavn Kommune har igen i år fået tildelt flag, der skal gøre det lettere for gæsterne at afkode om strandene er gode at bade ved.
Opdateret kl. 15:24
Friluftsrådet har tildelt Frederikshavn Kommune Blå Flag til 3 bynære strande og 10 strande har for første gang i år fået hejst det nordiske hvide Badepunkt flag.
Fredag den 5. juni klokken 10.00 kunne formanden for Teknisk Udvalg, Karsten Thomsen hejse kommunens sydligst placerede Badepunkt flag ved Lyngsaa Strand og han sagde:
- Indførelsen af Badepunktflagene er ikke en spareøvelse! Vi har på 10 strande valgt at kategorisere strandene som badepunkter, hvilket giver strandene mere fleksible rammer og dermed bedre muligheder for at udvikle sig. Vi har stadig fokus på, at vandet er rent og, at der bliver taget de fornødne vandprøver, pointerede formanden i sin tale og fortsatte:
- På strandene i Skagen, Palmestranden og Sæby Nord strand, har vi valgt at holde fast i ordningen med de kendte blå flag.
På Blå Flag-strande er fokus på høj badevandskvalitet, gode faciliteter, kørefri zoner (på kørestrande), ingen hunde og miljøformidlingsarrangementer.
Karsten Thomsen benyttede lejligheden til også at rose borgerne for deres store engagement i de tre strandfora, hvor der på ni møder blev udarbejdet hele 104 forslag til forbedringer på strandene.
Et enigt Teknisk Udvalg har over de næste otte år afsat 5 millioner kroner, der skal anvendes til at indfri nogle af strandønskerne.
Det er formandens håb, at ildsjælene, der står bag de mange ønsker om aktiviteter og væresteder, vil få held med at søge fonde, der mindst kan fordoble de kommunale bevillinger
Strandene i hele Nordjylland har stor værdi for borgerne og ikke mindst turismen. Danmarks nordligste kystkommune besøges hvert år af cirka to millioner turister.
- Den nye flagordning vil blive evalueret efter sæsonen, som forhåbentlig kommer til at indeholde mange fantastiske badedage, sluttede Karsten Thomsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.