Butikker

Borgere vil etablere ny butik på attraktiv placering

En arbejdsgruppe arbejder ihærdigt på at sikre, at der også fremover er en dagligvarebutik i Nørhalne

Dagli'Brugsen i Nørhalne lukker i slutningen af februar, men en arbejdsgruppe håber, at det lykkes at genåbne en dagligvarebutik i byen.
Dagli'Brugsen i Nørhalne lukker i slutningen af februar, men en arbejdsgruppe håber, at det lykkes at genåbne en dagligvarebutik i byen. Foto: Martin Damgård

Opdateret kl. 07:30

NØRHALNE: Selv om det blot er tre dage siden, at borgerne i Nørhalne blev orienteret om, at COOP vil lukke Dagli'Brugsen i Nørhalne med udgangen af februar, er en række borgere allerede godt i gang med at finde et alternativ til byens livsnerve.

- Vi arbejder med flere scenarier, hvor drømmescenariet er en ny butik på Bakmøllevej. Det er en fordelagtig placering, idet der kører mange forbi, og det kan derfor være med til at gøre det mere attraktivt i forhold til at tiltrække en ny købmand, siger Claus Svendsen, der er en del af Nørhalne Samarbejdet.

Udover Claus Svendsen består arbejdsgruppen af formanden for Nørhalne Borgerforening, Orla Stenkær og formanden for skolebestyrelsen på Nørhalne Skole, Uffe Troelsen. 

- Det er altafgørende for byens fortsatte udvikling og for dem, der bor her, at vi har en dagligvarebutik, fastslår Claus Svendsen. 

Første skridt er en afklaring af, om det overhovedet er muligt at placere en butik på Bakmøllevej, og derfor skal arbejdsgruppen have møde med teknisk forvaltning om sagen.

- Hvis forvaltningen er meget firkantet i forhold til lokalplanen og siger, at det ikke kan lade sig gøre at etablere en butik på Bakmøllevej, må vi kigge på andre muligheder, siger Claus Svendsen, der føler sig overbevist om, at det nok skal lykkes at få en butik til Nørhalne.

- Det er jeg helt sikker på, men det er et spørgsmål om hvilken en, vi får, og det er noget, vi gerne vil i dialog med byen om. Derfor overvejer vi at lave en spørgeskemaundersøgelse, siger Claus Svendsen, der dog er bekymret for tidshorisonten.

For selv om de tre musketerer i arbejdsgruppen allerede er godt på vej i bestræbelserne på at genrejse en butik, er det ikke nok.

- Tiden er vores fjende, for vi kan ikke nå at have noget på plads, hvis COOP lukker butikken som planlagt 24. februar. Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis vi har en by uden en butik, for det vil betyde, at forbrugerne ændrer indkøbsvaner, siger Claus Svendsen. 

- Derfor håber jeg, at vi kan overtale COOP til at udskyde lukningen, indtil vi har en løsning på plads. Det har jeg ikke de store forhåbninger til, men vi vil gøre forsøget.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden