Byens borgere har talt: Nu skal drømmene føres ud i livet

Den gamle folkeskole i Vorupør står overfor store forandringer, og skal danne ramme om byens mange aktiviteter og sociale fællesskaber. Her skal være plads til alle - unge som gamle

Fra venstre: Arkitekt Thomas Oxvig Håkansson, projektleder Stine Casparij Kondrup og styregruppemedlem Alexander Bengtsen. Sammen med det øvrige af styregruppen bag Folkehuset VØ skal Alexander og de to eksterne konsulenter nu tage stilling til de mange ideer, borgerne fra Vorupør har luftet om deres drømme for Folkehuset VØ. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Fra venstre: Arkitekt Thomas Oxvig Håkansson, projektleder Stine Casparij Kondrup og styregruppemedlem Alexander Bengtsen. Sammen med det øvrige af styregruppen bag Folkehuset VØ skal Alexander og de to eksterne konsulenter nu tage stilling til de mange ideer, borgerne fra Vorupør har luftet om deres drømme for Folkehuset VØ. Foto: Bo Lehm

VORUPØR:Når skolerne i de små lokalsamfund må lukke, giver det som regel anledning til bekymringer hos mange af de lokale, der frygter konsekvenserne, som lukningen vil have for det lokale foreningsliv og fællesskaber. I Vorupør lader de sig dog ikke slå ud af en smule modgang. Så nu vil et bredt udsnit af borgerne søge at indrette byens gamle skole, der lukkede i 2015, til et knudepunkt for byens fremtidige fællesskaber og aktiviteter.

Tirsdag 25. oktober kunne Folkehuset VØ langt om længe invitere interesserede til borgermøde, efter at Folkehuset og foreningerne bag havde fundet finansiering til forprojektet, der har til formål at udvikle og skabe rammerne for de endelige planer for Folkehuset.

Læs også: Første store skridt på vejen mod Thys nye Folkehus er taget

Her deltog hele 118 borgere for at høre om visionerne for Folkehuset - og for også selv at tilkendegive deres ønsker for, hvad Folkehuset VØ skal kunne rumme. Her var der bred enighed om, at Folkehuset bør have en cafe og nogle fællesskabsarealer, der er tilgængelige i dagligheden - et stod hvor borgerne kan mødes og være fælles om stort og småt.

- Det var overvældende, hvor mange der udviste interesse i projektet i en lille by på 5-600 indbyggere. Mange gode ideer kom på banen - helt sikkert nogle vi skal arbejdes videre på, da det blev tydeligt på mødet, at byens borgere har et ønske og behov for et folkehus, fortæller Alexander Bengtsen, der er en af grundlæggerne bag Folkehuset VØ og sidder i folkehusets styregruppe.

Plads til både unge og gamle

Selvom mange tanker blev vendt, og der var bred enighed om, hvad Folkehuset skal kunne rumme, er der stadig intet, der ligger fast på nuværende tidspunkt - altså udover at Folkehuset VØ skal have plads til alle, understreger Alexander Bengtsen.

Drømmen er at skabe nogle brede rammer med aktiviteter for både børn og ældre. Tanken er, at børnehuset, som i dag allerede bebor bygningen, skal renoveres, ligesom lokalerne i den gamle folkeskole også skal kunne rumme både et iværksætterhus, et fitnesscenter - og som noget nyt, et medborgerhus med plads til både koncerter og fælles aktiviteter samt en række værksteder og forskellige kreative rum. 

På sigt er drømmen også, at Folkehuset vil kunne tiltrække turisme og besøgende udefra, som kan deltage i Folkehusets mange arrangementer og bruge faciliteterne. 

- Det vil kræve en større sum penge til renovationen og udbygningen af de nuværende faciliteter. Vi tror dog, at det er det, som skal til, for at vi også kan tiltrække for eksempelvis de lokale idrætsforeninger til at træne eller afholde deres arrangementer i Folkehuset, fortæller Alexander Bengtsen.

Erfarne kræfter på banen

Udvælgelsen af de mange ideer, der kom frem som følge af borgermødet, er styregruppen ikke ene om at stå for, fortæller Alexander Bengtsen.

Med sig har de nemlig den erfarne projektleder, Stine Casparij Kondrup, og den rådgivende arkitekt fra C.F. Møller Architects, Thomas Oxvig Håkansson, der er blevet hyret ind til forprojektet, hvor de skal hjælpe med få realiseret de mange drømme, mål og visioner, som borgerne i Vorupør har for Folkehuset.

- Udover at være uhyrlige kompetente og lokal kendte, har både Stine og Thomas så meget erfaring fra lignende projekter, at de ved, hvad der kan lade sig gøre. Dertil kommer selve finansieringen af det endelige projekt, som nok ender med at løbe op i et 2-cifferet millionbeløb. Her er vi meget afhængige af at søge midler fra flere fonde, hvilket Stine Kondrup blandt andet skal hjælpe os med, fortæller Alexander Bengtsen. 

Tirsdag 22. november samles styregruppen og de ledende kræfter bag projektet med de nuværende brugere af Folkehuset VØ´s aktiviteter for at drøfte de mange ideer. Den endelige renovering og forandring af Folkehuset VØ forventes at være færdig inden udgangen af 2028, men vil løbende tage faciliteterne i brug. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.