Byråd og borgere sagde nej: Nu hives kæmpemøller frem igen

- Vi er 100 procent klar til modstand igen, siger en borger fra "Kæmpe møller i Als Enge - nej tak"

Borgerne på østkysten er klar til fornyet kamp i gruppen "Kæmpe møller i Als Enge - nej tak". I 2020 arrangerede de borgermøde, Facebookgrupper mv. De havde sat et banner op ved indkørslen til Helberskov, så ingen kunne være i tvivl om lokalbefolkningens mening. <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

Borgerne på østkysten er klar til fornyet kamp i gruppen "Kæmpe møller i Als Enge - nej tak". I 2020 arrangerede de borgermøde, Facebookgrupper mv. De havde sat et banner op ved indkørslen til Helberskov, så ingen kunne være i tvivl om lokalbefolkningens mening. Arkivfoto: Henrik Louis

MARIAGERFJORD:Det var under indtryk af massive borger-protester og 700 underskrifter, at byrådet i Mariagerfjord i november 2020 droppede et projekt med kæmpestore vindmøller og et solcelleanlæg ved Als Enge på østkysten. 

Nu to år efter kradser energikrisen, i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. En projektmager har pustet nyt liv i det skrinlagte mølleprojekt. Det er virksomheden Eurowind Energy A/S, Hobro, som over for staten - Bolig- og Planstyrelsen - på ny byder ind med Als Enge-projektet. 

Eurowind anser nemlig Als Enge for velegnet kandidat til et af de mellem 10 og 15 store landbaserede energianlæg, som staten agter at opføre rundt om i Danmark, så vi hurtigt kan blive uafhængige af russisk gas og olie.

- Vi mener fortsat, at Als Enge er et rigtig godt projekt. Verden er blevet et andet sted efter 24. februar 2022, og der er kommet et helt andet fokus på vedvarende energi, siger Joachim Steenstrup, head of public affairs i Eurowind Energy.  

Otte vindmøller i Als Enge vil rage højt op i landskabet ned mod Kattegat. <i>Grafik: Christian Made Hagelskjær</i>

Otte vindmøller i Als Enge vil rage højt op i landskabet ned mod Kattegat. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Als Enge-projektet er det velkendte, som Eurowind præsenterede i 2020. Det omfatter 8-10 vindmøller med en højde på 180 meter, som vil rage højt op i landskabet ned mod Kattegat, samt et solcelleanlæg. 

Energiøen vil producere 303.000 megawattimer om året, svarende til 67.000 husstandes samlede årlige forbrug af el, oplyser Joachim Steenstrup. 

Uffe Johansen, som var en af de protesterende borgere i græsrodsbevægelsen "Kæmpe møller i Als Enge - nej tak", vidste ikke, at Eurowind har fremsendt Als Enge-projektet til staten. Han er dog ikke overrasket, da Nordjyske fortæller ham det tirsdag eftermiddag. 

- Jeg bliver faktisk lidt harm. Jeg vil sammenligne det med, at når mor siger nej, så spørger man bare far i stedet for. Vi har jo nogle folkevalgte politikere, som lyttede til borgerprotesterne og rettede sig efter dem, siger Uffe Johansen. 

- Jeg er selvfølgelig træt af, hvis vi skal i vælten igen. Men vi er 100 procent klar til modstand. Jeg har indtryk af fra vores Facebookgruppe, at folk har samme mening som dengang - møllerne skal ud at stå på havet, siger Uffe Johansen. 

Danmark kan mere 2

Energiøerne er et led i regeringens plan, Danmark Kan Mere II, hvor målet er, at Danmark i 2030 får firedoblet sin produktionen af sol- og vindenergi på land.

Kommuneplanchef Allan Hassing, Mariagerfjord Kommune, siger, at han ikke har kunnet få oplyst af Bolig- og Planstyrelsen, hvem der bliver myndighed i sagen om energiøerne. 

Derfor afventer de forhandlinger om ny regering, som fungerende statsminister Mette Frederiksen står i spidsen for - herunder hvem, der får posten som ny indenrigs- og boligminister.  

- Hvis staten tager rollen som planmyndighed, kan energiøerne sidestilles med for eksempel motorvejsanlæg, hvor kommunen kun er høringsberettiget part. 

- I så fald vil den endelige afgørelse (om Als Enge-projektet) ikke ligge i byrådet, siger kommuneplanchef Allan Hassing. 

Vi har sagt nej tak

Borgmester Mogens Jespersen (V), Mariagerfjord Kommune, har ikke kendskab til, at Eurowind Energy har søgt om et nyt projekt i Als Enge. Det siger han til Nordjyske. Eftersom han ikke har set projektet, har han svært ved at kommentere det.

- I byrådet har vi sagt "nej tak" til de vindmøller (i Als Enge). Der kan komme en overruling fra staten, men det er ikke afklaret. Det er Folketinget, der skal finde ud af, om det er os eller dem, som bestemmer, siger Mogens Jespersen.

Als Enge figurerer stadig som vindmølleområde i Mariagerfjord Kommunes kommuneplan, selv om projektet blev droppet af et flertal i byrådet i 2020. 26 af 29 stemte for. 

Peder Larsen (SF) og Svend Madsen (V) gik ind for Als Enge-projektet, og Casper Hedegaard (RV) undlod at stemme.  

Mogens Jespersen (V) oplyser til Nordjyske, at byrådet ikke kan skrive Als Enge ud som vindmølleområde, før kommuneplanen skal revideres.

Det gør byrådet først til foråret 2024.

Ifølge forslaget skal der enten rejses otte vindmøller på 180 meters højde eller 10 møller på 150 meter. <i>Christian Made Hagelskjær</i>

Ifølge forslaget skal der enten rejses otte vindmøller på 180 meters højde eller 10 møller på 150 meter. Christian Made Hagelskjær

Såvidt Allan Hassing er orienteret, er der ikke andre projektmagere end Eurowind, som over for Bolig- og Planstyrelsen har budt ind på energiøer i Mariagerfjord Kommune. 

På landsplan har Eurowind budt ind med hele 15 forskellige projekter, oplyser Joachim Steenstrup, kommunikationschef hos Eurowind. 

I Nordjylland drejer det sig - ud over Als Enge - om Energipark Nørkær Enge på grænsen mellem Vesthimmerland og Aalborg, et projekt i Brønderslev og Energipark Aalborg ved Nordjyllandsværket. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.