Datoen er fastlagt: Fodboldlegende får sin statue i Nørresundby
En skulptur har længe været planlagt for den legendariske fodboldspiller Henning Jensen. Nu kommer den

Pressefotograf Grete Dahls billede, der har været forlægget til statuen på Henning Jensens Plads, som inden længe kan besøges.
NØRRESUNDBY:En af Danmarks mest legendariske fodboldspillere, Henning Jensen fra Nørresundby, døde i 2017. Siden har en lille gruppe mennesker arbejdet for, at "fodboldenglen" får den hyldest, han har fortjent.
Nu er de et stort skridt videre.
Initiativgruppens mål blev en skulptur og etableringen af en Henning Jensens Plads, og nu er der altså fastlagt en dato for offentliggørelsen af begge dele.
- Her i januar var vi på markvandring med byggeledelsen for Stigsborg P/S og arkitekten Søren Kannegaard. Der blev vi enige om at fremrykke indvielsen, fortæller Peer Kirstein Nielsen, der er en af initiativtagerne bag den flotte hyldest.

Initiativgruppen bag Henning Jensens Plads, Per Kirstein Nielsen, Ole S. Nielsen og Lars Høst, er ude at se på det grønne areal, der til august bliver til Henning Jensens Plads. Foto: Claus Søndberg
I løbet af processen har datoen været både 2023, 2024 og 2025, før den nu er rykket tilbage til 2023.
- Hvis vi skulle have ventet, til alt var færdigt, ville pladsen ikke være åbnet så tidligt. Og på grund af corona, Ukraine, materialepriser og alt muligt andet blev det da også rykket til 2025, siger Nielsen.
Han fortæller, at man nu gør Henning Jensens Plads færdig, før alle omkringliggende boligbyggerier er færdige, og derfor kan man fremrykke åbningen. Kun byggeriet lige nord for pladsen er færdigt.
Det er kunstneren Franco Turchi, der står bag selve skulpturen, og han har lovet initiativgruppen, at skulpturen er færdig senest med udgangen af 1. kvartal 2023. Han har tidligere gjort en buste af Henning Jensen til klubhuset i Nørresundby Forenede Boldklubber.
Ær jeres helte
Peer Kierstein Nielsen er begejstret over, at der nu er sat dato på, for Henning Jensen fortjener mere opmærksomhed, når man taler om de helt store legender i dansk fodboldhistorie.
- Vi må jo ikke glemme det med at ære vores helte. Det er vi ikke altid så gode til, siger han.
Henning Jensen skiftede direkte fra Nørresundby til den tyske storklub Borussia Mönchengladbach i 1972, og derefter nåede han også at spille i Real Madrid og Ajax, før han sluttede karrieren i Danmark hos AGF og Nørresundby igen.

Henning Jensen tjente 275.000 kr. på klubskiftet fra NB til Borussia Mönchengladbach. Skiftet gjorde også, at han ikke kunne spille på landsholdet mere, da det kun var for amatører på det tidspunkt. Foto: Viggo Kragmann
Han var den dyreste spiller i europæisk fodbold i 1976, og han nåede at vinde mesterskaber i både Tyskland, Spanien og Holland, før han vendte hjem fra sit udlandseventyr.
Men selvom Henning Jensen var højt dekoreret og nåede resultater som få andre, var han bestemt ikke en pralhals.
Derfor har det også været centralt for initiativgruppen, at hans skulptur ikke skulle have en placering midt inde i en stor park eller på en stor plads i Nørresundby eller Aalborg. Peer Kierstein Nielsen fortæller, at placeringen skal passe til Henning Jensen, som han var: fandenivolsk på banen, men rolig og beskeden udenfor.
- Jeg har besøgt ham i Madrid, og han ville helst de små pladser med et par cafeborde, hvor han kunne sidde og fodre nogle duer. Han var mere et naturmenneske end et bymenneske, siger han.
Hennings univers
Det er en af grundene til, at man har valgt den nye park på Stigsborg som hjem til Hennings Jensens Plads. Den anden er, at Stigsborg mere eller mindre er der, Henning Jensen trådte sine første fodboldstøvler. Det er det "univers", han er opvokset i, siger Peer Kierstein Nielsen.
- Man spillede jo dernede. På "Engen", "Syren" eller "Stigsborg". Hans farfar grundlagde klubben, hans far spillede på førsteholdet, og Henning spillede der både før og efter sin professionelle karriere, siger initiativtageren.
Nu bliver Henning Jensen udødeliggjort både med sin egen plads og med en bronzeskulptur. Så bedstefædre kan tage deres børnebørn med på Stigsborg og fortælle dem, at der altså kom nogen før Kylian Mbappé, Ronaldo og Lionel Messi. Nogen der blev legender. Og lige ham her var fra Nørresundby.

Billede af Henning Jensen fra 2009. Jensen døde i 2017 efter kort tids kræftsygdom, og han ligger begravet ved Hammer Kirke. Pressefotograf Grete Dahl
Offentliggørelsen bliver 17. august 2023 kl. 15. Henning Jensen ville være fyldt 74 år den dag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.