Debat

De har spillet en vigtig rolle for Kulturmødet Mors og fødestuer for særligt svære fødsler - nu droppes arbejdet

Kulturmødet Mors er et af de fyrtårne, Region Nordjylland har været med til at udvikle, men nu er det måske slut. Regionerne skal ikke længere beskæftige sig med kultur - eller hvad?

Kulturmødet Mors.
Kulturmødet Mors. Arkivfoto: Bo Lehm

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

En sansestue til forældre, der skal igennem et særligt svært fødselsforløb.

Folkedans for ensomme unge og voksne, hvor trivslen efterfølgende stiger markant, og kunst inddraget i uddannelsen af nye sygeplejersker for at øve dem i at se det hele billede og menneske.

Sådan lyder nogle af de tilbud, Region Nordjylland de seneste år har udviklet sammen med forskere og sundheds- og uddannelsesaktører.

Regeringen har med sit udspil til en sundhedsreform tegnet nye streger på kortet for fremtidens sundhedsvæsen. 

Det forekommer mig at være et velovervejet og gennemarbejdet reformudspil baseret på en grundig analyse foretaget af Sundhedsstrukturkommissionen tidligere på året. 

Dog er der ét sted i teksten, der undrer mig. Det drejer sig om tilpasning af regionernes opgaver inden for regional udvikling vedrørende kollektiv trafik, ungdomsuddannelser, kultur og miljø.

Uden nogen form for bagvedliggende analyse eller argumentation foreslås det af regeringen, at kulturområdet overføres til kommunalt niveau, og at regionernes udviklingsstrategier og alle udviklingsaktiviteter knyttet hertil bortfalder. 

Mit spørgsmål er: Hvem skal så have et samlet blik for, om Nordjylland udvikler sig som region og er et godt sted for nordjyderne at bo og leve?

Af alle disse områder står kulturen mit hjerte særligt nært både som borger og som fagperson. 

Anne Marie Heide Hviid er bestyrelsesformand for Vrå Højskole og ansat i Region Nordjylland. Hun udtaler sig her som privatperson. Foto: Nathalie Rouquette

Ideen om at samle de kulturelle kræfter på det kommunale niveau kan ved første øjekast virke fornuftig. 

Men kommunerne kæmper i forvejen med at få budgetterne til at hænge sammen. De 11 nordjyske byråd vil også i fremtiden have mere end svært ved at forsvare et øget budget til kulturel udvikling, når både folkeskolen og ældreplejen banker på.

Hertil kommer, at regionerne ikke er forpligtede til at arbejde med kulturel udvikling i forhold til lovgivningen. 

Hvis regionerne fratages opgaven med kultur, vil der ikke være nogen regionale kulturmidler at overføre til de nordjyske kommuner.

Det er en frivillig opgave, som særligt de vestdanske regioner har valgt at påtage sig for at understøtte et levende kulturliv i hele landet på trods af afstanden til hovedstaden. 

Hvis regionerne fratages opgaven med kultur, vil der ikke være nogen regionale kulturmidler at overføre til de nordjyske kommuner. 

Det samlede resultat bliver mindre kultur til nordjyderne, der i forvejen har langt mindre adgang til professionelle kulturtilbud, end man har i andre dele af landet.

Regionerne har i dag fokus på at styrke kulturlivet på tværs af kommunegrænser og på at gøre kulturen til en løftestang til oplevelser, fællesskaber og livskvalitet. 

Det har Region Nordjylland stået bag
  • Strategiske og værdifulde samarbejder mellem kulturlivet og Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland, sygeplejerskeuddannelsen på UCN i forhold til at skabe øget sundhed og trivsel blandt nordjyderne gennem kunst og kultur.
  • Været med til at skabe Kulturmødet på Mors, der i dag står som et nationalt fyrtårn, der tiltrækker gæster fra hele landet og er centrum for kunstneriske oplevelser og for debatten om kulturens rolle i samfundet
  • Støttet mere end 100 kulturelle udviklingsprojekter, der skaber samfundsdebat og lokal udvikling og giver flere nordjyder mulighed for at få glæde af kunst og kultur.
  • Støttet 92 projekter i hele Nordjylland, der styrker lokale fællesskaber og samler borgerne omkring kunst og kultur.

Hertil kommer det strategiske arbejde med at tænke kulturen ind som en medudvikler af sundhedsområdet – et fagområde, der er i rivende udvikling og rummer store potentialer, vi langt fra har indfriet endnu.

Regionernes størrelse giver mulighed for at skabe en kritisk masse mellem kommunerne, et geografisk overblik og mulighed for at skabe netværk, opbygge viden og at arbejde med kompetenceudvikling i kulturbranchen.

Så hvis regionerne ikke længere skal udvikle det nordjyske kulturliv, hvem griber så opgaven? 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden