byudvikling

Nu kan du snart følge opbygningen af kæmpe-attraktion

Byggeriet af Kunsthal Spritten og Cloud City i Aalborg går nu i gang

Kunsthal Spritten
Kunsthal Spritten Illustration: Praksis Arkitekter

Opdateret 06. december 2024 kl. 14:45

Engang satsede man på åbning i 2021, senest hed det i starten af 2026.

Nu må vi væbne os med tålmodighed og lægge endnu et halvt år oveni.

Til gengæld bliver processen meget snart meget konkret for alle dem, der glæder sig til at følge omdannelsen af det historiske industrianlæg på tæt hold.

Fredag 13. december kl. 11 bliver opførelsen af Danmarks nye kunsthal, Kunsthal Spritten, sat i gang.

Finansieringen af det samlede projekt er tilvejebragt, alle aftaler indgået, og omdannelsen kan dermed påbegyndes.

Og det er erfarne rådgivere, der kommer til at transformere spritfabrikken, der er fredet og udpeget som nationalt industriminde.

Som totalrådgiver har kunsthallens ledelse og kommunen valgt Praksis Arkitekter, der er kendt for blandt andet genopbygningen af Svinkløv Badehotel og ombygningen af Maltfabrikken i Ebeltoft, imens entreprenørvirksomheden NCC er i spidsen for omdannelse til kunsthal.

Årsagerne til de store forsinkelser undervejs er blandt andet nedlukningerne under Covid 19 og en voldsom stigning på prisen på byggematerialer, og så er projektet yderst komplekst både ingeniør- og myndighedsmæssigt. Foto: Lars Pauli

Hovedbidragsyderen til kunsthallen er udover Aalborg Kommune Realdania, der fremhæver Kunsthal Spritten som et helt særligt projekt:

- Vejen hertil har været lang, men alle parter har arbejdet hårdt for at finde de løsninger, der gør, at vi nu kan sætte gang i et helt unikt projekt, hvor en verdenskendt kunstner opfører sit største værk nogensinde og bygger det sammen med det største fredede industrianlæg i Danmark, siger Nina Kovsted Helk, der er filantropidirektør i Realdania i en pressemeddelelse.

Kommer til at løfte Aalborg

Når kunsthallen og værket står færdigt, bliver de en destination af international karat, der er mere end vigtig for Aalborg, fastslår borgmester Lasse Frimand Jensen (S) i en pressemeddelelse.

- Ombygningen af den gamle spritfabrik til kunsthal understreger, hvordan vi tager vores industriarv med ind i fremtiden. Med den transformerede bygning får Aalborg en helt unik oplevelsesattraktion, som vi er overbeviste om vil sætte byen på verdenskortet og være en væsentlige motor i at skabe vækst og byudvikling.

Også hos Jes Lunde (R), rådmand for Sundhed og Kultur, er der begejstring.

- Det har været en lang proces, men nu begynder vi at kunne at skimte, hvordan både kunsthallen og kunstværket kommer til at se ud. Vi får en enestående mulighed for at skabe helt nye fortællinger om byen, og jeg ser frem til, at vi kan slå dørene op, siger han i pressemeddelelsen.

Kunstværket Cloud City Aalborg er skabt af Tomás Saraceno og bliver hans største permanente værk til dato. Det er støttet af en række fonde med Det Obelske Familiefond som hovedbidragyder. Hele projektet udføres med tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen. Illustration: Studio Tomas Saraceno

Svæver over fjorden

En stor del af omdannelsen af Spritten er det 35 meter høje kunstværk, Cloud City Aalborg, tegnet af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno.

Netop sammensmeltningen af kunst og arkitektur er noget af det, der har tændt kunstneren på projektet.

- Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden skulptur af denne størrelse, hvor mere end hundrede mennesker sammen kan træde ind i et rum for farverig fantasi. Et socialt eksperiment, der udvider det frie offentlige rum til en vertikal dimension og inviterer alle til at svæve over fjorden som vanddråber, siger Tomás Saraceno.

Byggeriet igangsættes nu og forventes at vare godt to år. Den samlede projektsum er 350 mio. kr.

Byggestarten markeres til et arrangement på Spritten 13. december kl. 11 til 13, der er åbent for alle.

Mere om projektet
  • En del af den gamle spritfabrik, der har været et varemærke for Aalborg, skal omdannes til en toneangivende kunsthal for samtidskunst. 
  • Kunsthallen får et samlet etageareal på cirka 3.200 m2, heraf cirka 1.000 m2 i en tilbygning i genbrugstegl ovenpå den historiske bygning.
  • I forbindelse med kunsthallen opføres det 35 meter høje kunstværk Cloud City Aalborg tegnet af den internationalt anerkendte kunstner Tomás Saraceno. 
  • Værket får både en udvendig, skulpturel form og et indvendigt rumligt forløb, der kan besøges af gæster fra kunsthallens øverste dæk, hvorfra man kan gå på opdagelse i det.
  • Idéen om en ny kunsthal på Spritten og en skulptur i monumental størrelse blev taget af lokal udvikler og kunstsamler Martin Nielsen i perioden 2014 – 2018.
  • Kunsthal Spritten får årligt omkring fem mio. kr. i driftstilskud af Aalborg Kommune, heraf to mio. kr. til vedligehold (anlæg).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Forsiden