Det er så besnærende et billede for mange forfattere, at de har svært ved ikke at få det med, når de skal fortælle om Aalborg, det er simpelthen for godt.

Den der helt særlige råhed, som forfattere som Jens Martin Eriksen, Jakob Ejersbo og Carsten Jensen har beskrevet med fortællinger om et dansk Manchester og børn, der overgår de voksne i brutalitet.

For ikke mange årtier tilbage drak hele byen og pumpede eternit, cement og sprit i enorme mængder ud til Danmark og verden.

Det er dét, man tager afsæt i, når man på glitrede magasinsider virkelig vil have folk til at forstå den transformation, Aalborg har været igennem - med et stænk af fryd over arbejdsomheden og noget ubestemt, man lader ane, skal spores som et DNA.

En vildskab måske, eller er det trods?

Uanset hvad er der en fabrik, der går igen, når det kommer til at dyrke fascinationen:

Spritten, der snart kommer til at stå som et symbol på fremtidens Aalborg med et 30 meter højt monumentalværk tegnet af den kendte argentinske arkitekt og kunstner Tomás Saraceno.

Men allerede da De Danske Spritfabrikker opførte fabriksanlægget, pegede de ind i fremtiden i en grad, de færreste kender til.

De gule vægge går igen i alle Spritfabrikkens trappeopgange, det samme gør malteserkorsene og de røde døre. Foto: Lars Pauli

Datidens Novo Nordisk