Ny koncertaktør byder ind på kæmpeevent i Skovdalen
Aalborg får sin første open air koncert for hård rock og metal
Aalborg er allerede kendt som metalby, og nu får byen en event, der skal booste omdømmet yderligere.
6. september bliver Skovdalen til Port of Hell - Helvedes havn, et skummende hav af fadøl og riffs, der rammer de helt rigtige steder.
Og det er en ny lokal aktør, der står bag - en konkurrent til Skråen, der plejer at råde over Skovdalen.
- Det handler både om at vise, at der er flere kræfter i byen, der kan lave noget, og om at sætte noget nyt på plakaten, fortæller Birgitte Rode, stifteren af koncertforeningen Marienhaab, der er en af arrangørerne.
Den anden er Aalborg Rock & Metal, der er gået ind i projektet for at løfte et metalmiljø, der allerede er stort.
- Vi har i mange år haft lyst til at lave udendørskoncerter - ikke mindst i Skovdalen, der kan noget helt specielt, siger Rasmus Asbjørn Nielsen, stifter af foreningen, formand og booker.
Aalborg Rock & Metal præsenterer i dag allerede hver måned en koncert på Studenterhuset, Skråen, 1000Fryd eller Streetfood, men lanceringen af Port of Hell har fået endnu flere bands til at række ud.
- Vores ambitioner er at få nogle af de store nationale navne, der kan trække 5.500 mennesker til Port of Hell, siger Rasmus Asbjørn Nielsen, der fortæller, at planen er at kombinere de internationale navne med lokale.
Og der er masser at tage af, for der er godt gang i scenen i Aalborg.
For eksempel er det Aalborgbands, der i to år i streg har vundet den danske udgave af Wacken Metal Battle, verdens største metalfestival, og flere Aalborgbands spiller på Copenhell.
- Aalborg er allerede i den grad på kortet hos rock- og metalelskere, og eventet kommer til at løfte os yderligere op, siger han.
Navnene til dette års Port of Hell bliver det populære dødsmetalband fra Aarhus Baest, Aalborgbandet Mercenary, der har 34 år på bagen, Katla, der har vundet den danske udgave af Wacken Metal Battle i 2019, og Aalborgbandet Speedslut.
Og det går ifølge arrangørerne godt med billetsalget.
- Det kan hænge sammen med 750, men kommer der 1.000, bliver det rigtig godt, siger Birgitte Rode, der håber på mere allerede i år.
De økonomiske støtter tæller Aalborg Event, Aalborg Kommune, Rockbaren, Rocken og Café Ulla Terkelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.