Spare 2,6 milliarder på bedre løsning? Derfor er svaret nej
Nye ingeniør-beregninger viser store fordele ved en tredje rør under Limfjorden frem for en bro over Egholm
Opdateret kl. 12:54
Der er betydeligt bedre økonomi i at udføre en tredje limfjordsforbindelse som et ekstra sænkerør ved den nuværende tunnel end at opføre en dyr bro over Egholm.
Det har længe været hævdet af modstandere af broløsningen, men nu slår nye beregninger det tilsyneladende fast, skriver fagbladet Ingeniøren.
Protestgruppen "Borgerbevægelsen mod en motorvej over Egholm" har selv samlet midler ind til beregninger, som transportministeriet har afvist at finansiere, siden Egholmlinjen blev valgt frem for to alternativer i 2011.
2,6 milliard kr. billigere
Beregningerne er foretaget af ingeniørfirmaet Sweco i den officielle trafikmodel Grøn Mobilitetsmodel (GMM).
Swecos resultat viser - ud fra de tal, som protestgruppen Borgerbevægelsen er kommet med - at det ekstra rør både er betydeligt billigere at anlægge end broen, og giver en større økonomisk gevinst for samfundet på længere sigt.
5,2 milliard kroner i 2023-priser vil røret koste, mens de 20 kilometer motorvej over Egholm vil koste 7,8 milliard, skriver Ingeniøren.
Røret vil så give en samfundsøkonomisk gevinst på 1,1 milliard kroner. Her vil Egholmforbindelsens kombination af bro og tunnel "kun" give 624 millioner ifølge ingeniørfirmaets beregninger.
Minister står fast
Anlæg af røret vil også give andre fordele.
Mindre CO2-udledning, fordi det er et mindre projekt, for eksempel. For ikke at tale om, at miljøet påvirkes betydeligt mindre ved et anlæg i et eksisterende havneområde frem for på den uberørte ø.
Det fremhævede professor i trafikmodellering Otto Anker Nielsen fra Danmark Tekniske Universitet (DTU), da han i sidste uge deltog i en høring om forbindelsen i Folketinget.
Med dette alternativ står samfundet rigere tilbage, sagde han ifølge Ingeniøren.
Det ser dog ikke ud til at rokke ved det store flertal i Folketinget, der står bag Egholmlinjen.
Transportminister Thomas Danielsen (V) ryster i hvert fald ikke på hånden.
Han nævner, at mange linjeføringer er undersøgt de seneste 30 år, herunder en parallel tunnel øst for den eksisterende i 2011.
"På baggrund af undersøgelserne er der enighed blandt alle de nordjyske kommuner, regionen og et flertal i Folketinget om, at linjeføringen over Egholm samlet set er den bedste,« skriver han til fagbladet.
Thomas Danielsen mener også at der er flere elementer at tage hensyn til, som ikke er med i de nye beregninger fra Sweco. Han specificerer dog ikke hvilke.
Transportudvalgets næstformand, Jens Meilvang (LA), er ikke så skråsikker som ministeren. Men han mener at tiden er til at trække en streg i sandet for projektet og komme videre.
Trafikministeriet og Vejdirektoratet accepterer dog ikke uden videre de nye tal, som DTU-professoren ellers ser som korrekte. Blandt andet mener de, at prisen for sænkerøret er sat for lavt.
Uenighed om pris
I april blev transportministeren bedt om at svare på en henvendelse fra kritiker af egholmlinjen Anders Wested fra Trafikalt Folkeparti.
I ministerens svar skrev Vejdirektoratet, at de ikke er enige i den anlægspris, som Borgerbevægelsen har fundet frem til.
"Ud fra beskrivelsen vurderes anlægsoverslaget at være underestimeret".
Vejdirektoratet henviser til, at forslaget langt hen ad vejen svarer til forslaget "Den Bedste Vej", der blev afvist til fordel for Egholm-forbindelsen i 2011:
"Vejdirektoratets overslag på forslaget "Den Bedste Vej" lød i 2011 på 4,7 mia. kr., og det var uden en ny vejforbindelse mellem Vadum og E39, som nu indgår i det østlige alternativ."
"Til sammenligning blev anlægsoverslaget for Egholmlinjen i 2011 beregnet til 6,0 mia. kr", hedder det.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.