Mariagerfjord

Cykelsti fra Hadsund til Øster Hurup

Indvielsen af tre kilometer ny cykelsti opfylder et længe næret ønske

Trængslerne er ved at være slut i Øster Hurup, hvor arbejdet med cykelstien har sat sit præg. Arkivfoto: Ejlif Rasmussen

Trængslerne er ved at være slut i Øster Hurup, hvor arbejdet med cykelstien har sat sit præg. Arkivfoto: Ejlif Rasmussen

ALS/ØSTER HURUP: Lørdag 30. maj indvier Mariagerfjord Kommune officielt den nye cykelsti mellem Øster Hurup og Als, der har været undervejs i et års tid. Cykelstien opfylder et stort ønske fra både borgerne i Øster Hurup og Als og de mange turister, der hvert år besøger området.

- Mange turister har enten selv cykler med eller bruger de cykler, som sommerhusejere og cykeludlejere stiller til rådighed. Hidtil har cykelforholdene været meget dårlige og utrygge på strækningen, men det er heldigvis fortid nu, siger udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen.

Cykelstien skaber også en sikker skolevej for børnene i Øster Hurup, der har deres skolegang i Als. Det har hidtil været usikkert at cykle turen direkte på vejen, men med den nye cykelsti kan elever nu cykle sikkert til og fra skole.

Med den nye cykelsti er det nu muligt at cykle på sammenhængende cykelstier helt fra Øster Hurup til Hadsund, ligesom det også er muligt at bruge de cykelruter, der udgår fra cykelstien.

Cykelstrækningen har samlet kostet 8,3 mio. kr., hvoraf Vejdirektoratet har støttet med 3,3 mio. kr. For det beløb har det været muligt at etablere 2,6 kilometer dobbeltrettet og 400 meter ensrettet cykelsti, udvidelse af bro, cykelrasteplads med borde/bænke, affaldsstativer, luftpumpe og vand.

Indvielsen er arrangeret af lokale foreninger og starter kl. 9.30 i Als med kaffe og rundstykker og en åbningstale af borgmester Mogens Jespersen (V), hvorefter der cykles til Øster Hurup. På kommunens hjemmeside ligger programmet for dagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.