Danish Crown eneejer af polsk kødvirksomhed
Den danske slagterikoncern har købt finsk-svenske HKScan ud
RANDERS: Efter ti års partnerskab med den finsk-svenske slagterikoncern HKScan får Danish Crown nu den fulde kontrol over Sokolow, som er Polens førende producent af forædlede kødprodukter. Danish Crown betaler 180 millioner euro (ca. 1,3 mia. kr.) for 50 pct. af aktierne.
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med HKScan gennem de ti år, hvor vi har oplevet en fantastisk vækst i både omsætning og indtjening. Vores klare mål er at fortsætte den udvikling, og her er et enstrenget ejerskab den rigtige vej at gå. På den måde kan Danish Crown koncernen i endnu højere grad få gavn af de synergier, der kan opnås mellem Sokolow og de øvrige dele af Danish Crown-koncernen, siger Danish Crowns administrerende direktør Kjeld Johannesen.
Investering i forædling
Købet af de resterende aktier i Sokolow ligger helt i tråd med Danish Crowns strategi om at investere i forædling af fødevarer. Danish Crown er Europas førende virksomhed indenfor forædlede kødprodukter gennem divisionen DC Foods. Denne position udbygges yderligere gennem det fulde ejerskab. Sokolow har gennem en årrække leveret flotte resultater og er i Polen blevet kaldt kødets svar på Coca-Cola. Virksomheden har sin store styrke indenfor produktion af pølser, pålæg og andre forædlede kødprodukter, men er også Polens største på slagtning af kreaturer og tredjestørst, når det gælder slagtning af svin.
- Virksomheden står utroligt stærkt på hjemmemarkedet, hvor Sokolow er det ubetinget stærkeste brand og den største spiller inden for højt forarbejdede kødprodukter. Samtidig er satsningen på kvalitet nu også begyndt at sælge uden for Polen og på forholdsvis kort tid har Sokolow formået at opbygge en ikke uvæsentlig eksport, fortæller Flemming Enevoldsen, der er koncerndirektør for DC Foods, som omfatter forædlingsselskaberne i Danish Crown koncernen.
6500 ansatte
Sokolow har ca. 6500 ansatte på syv fabrikker og omsatte i 2013 for ca. 5,5 mia. kroner. Gennem det seneste årti er der løbende blevet investeret, og inden for de sidste tre år er der blevet etableret både en ny pålægsfabrik og et nyt kreaturslagteri. Overtagelsen afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.