Danmark

Antallet af tvangsauktioner rasler fortsat ned trods kriser

I 2025 var antallet af tvangsauktioner det laveste i flere årtier, og billedet fortsætter i første halvår af 2026.

Få tvangsauktioner er gode nyheder, da det fungerer som en indikator for, hvor godt privatøkonomien har det herhjemme, lyder det fra analytikere. (Arkivfoto).
Få tvangsauktioner er gode nyheder, da det fungerer som en indikator for, hvor godt privatøkonomien har det herhjemme, lyder det fra analytikere. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Trods energikriser, handelskrige og global usikkerhed, der alt sammen kan påvirke privatøkonomien, er mængden af tvangsauktioner i Danmark på et rekordlavt niveau.

Sådan lyder konklusionen fra Totalkredit, som er landets største udbyder af realkreditlån.

I løbet af årets første seks måneder blev i alt 381 huse, lejligheder og sommerhuse sendt på tvangsauktion.

Det er det laveste niveau siden 1979, hvor Danmarks Statistiks opgørelse på området begyndte.

Tallene er trukket fra Danmarks Statistiks oversigt over tvangsauktioner.

Få tvangsauktioner bliver betragtet som gode nyheder, da det fungerer som en indikator for, hvor godt privatøkonomien har det herhjemme.

- På trods af en coronakrise, to gange energikriser, handelskrig og usikkerhed over hele linjen er danske boligejere modstandsdygtige som aldrig før, skriver chefanalytiker i Totalkredit Sune Malthe-Thagaard i en kommentar.

Det skyldes blandt andet, at boligmarkedet generelt er i "rigtig god form" med mange handler og stigende priser flere steder.

- Samtidig er danskerne i arbejde, og risikoen for ledighed er meget lav. Vi ved, at det er ledighed, der er den vigtigste faktor for boligejernes betalingsevne på boliglånet, lyder det fra chefanalytikeren.

Billedet fortsætter dermed fra sidste år, hvor der blev registreret rekordlave 1180 tvangsauktioner.

Den hidtidige bundrekord blev sat i 2006 - et par år før finanskrisen - med 1231 tvangsauktioner.

Antallet af tvangsauktioner toppede i 1990, hvor der var 1695 om måneden ifølge Danmarks Statistik.

Der er statistik for tvangsauktioner tilbage til 1979.

Et hus kan begæres på tvangsauktion, hvis ejeren står i gæld til en eller flere kreditorer, som ikke får betaling til tiden - såfremt boligen er stillet som sikkerhed for lånet.

Et hus kan også begæres på tvangsauktion, hvis ejeren ikke betaler ejendomsskatter.

RITZAU

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden