Danske Spil leder med lys og lygte efter nyslået mangemillionær

Oftest henvender lotterivindere sig hurtigt, fortæller Danske Spil, men ifølge reglerne har de et helt år.

En heldig person har ifølge Danske Spil vundet en Eurojackpot-gevinst på over 750 millioner kroner, men vedkommende har endnu ikke meldt sig. Ifølge reglerne er fristen for at henvende sig dog et år. (Arkivfoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

En heldig person har ifølge Danske Spil vundet en Eurojackpot-gevinst på over 750 millioner kroner, men vedkommende har endnu ikke meldt sig. Ifølge reglerne er fristen for at henvende sig dog et år. (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er halvandet døgn siden, at en Eurojackpot-kupon købt i Blåvand kastede over 750 millioner kroner af sig. Men der er søndag formiddag endnu ingen indehaver af kuponen, der har meldt sig.

Derfor opfordrer Danske Spil alle, der måtte gå rundt med en kupon i baglommen, til at få tjekket den.

Danske Spil kender forhandleren, som er supermarkedet Meny i Blåvand, men ikke identiteten på køberen.

- Derfor må vedkommende selv henvende sig. Det kræver, at man får tjekket sine tal ved at få skannet sin kupon hos en forhandler, eller at man tjekker dem selv online, fortæller kommunikationschef Line Bruun.

Det er "enormt sjældent", at Danske Spil ikke finder vinderen, siger hun.

- Folk sidder jo med mange drømme og håb om at få de rigtige vindertal. Derfor oplever vi også oftest, at folk henvender sig relativt hurtigt.

Line Bruun er derfor ikke bekymret for ikke at finde en vinder, for puljen blev først trukket fredag.

- Kigger man i reglerne for lotteri, så er fristen for at henvende sig på et år, og det vil den også være i det her tilfælde.

Der kan være flere årsager til, at en vinder ikke har meldt sig endnu. En kan naturligvis være, at kuponen ligger i et par bukser og ikke er blevet tjekket endnu.

- Det kan også være, at vinderen faktisk har set det, men lige skal sunde sig oven på nyheden, inden vedkommende henvender sig, siger Line Bruun.

Danske Spil gør selv en del for at fange vinderens opmærksomhed.

- Lørdag var vi i Blåvand for at pynte butikken op, så hvis vinderen kommer tilbage til butikken, minder det forhåbentlig vedkommende om at få tjekket kuponen.

- Derudover ønsker vi tillykke på alle vores skærme i de butikker, hvor vi forhandler, så vinderen også har mulighed for at blive mindet om det dér. Hvis ikke vi finder en vinder i løbet af nogle uger, kunne man også forestille sig, at vi kommer til at efterlyse via dagbladsannoncer, fortæller Line Bruun.

Det er Danske Spils erfaring, at det er danskere, der køber og vinder i lotterierne.

- Det er sjældent, vi ser, at det er udlændinge, der vinder, men det er muligt for alle at købe Eurojackpot i Danmark. Så der er selvfølgelig en sandsynlighed, siger Line Bruun.

Den heldige spiller - eller den heldige tipsklub - har vundet med vindertallene 1 - 11 - 17 - 19 - 33 og stjernetallene 3 og 7.

Helt præcist lyder gevinsten på 759.318.630 kroner. Det er den største gevinst, der har været på højkant i Danmark nogensinde.

En vinder kan altid vælge at være anonym i offentligheden. Det er en af de ting, som nybagte vindere kan få hjælp til af en millionærrådgiver, som Danske Spil tilbyder.

Ifølge skat.dk vil gevinster udbetalt fra godkendte lotterier allerede ved udbetalingen være fratrukket en afgift på 15 procent til staten.

Danske Spil præciserer, at hvis gevinsten var kommet til udbetaling i et af andre af de i alt 18 deltagende lande, kunne der være tale om et andet beløb. Det skyldes, at statens afgift svinger fra land til land.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.