Danmark

Kidd aflyser koncert på Tinderbox på grund af sygdom

På grund af sygdom har rapperen Kidd aflyst sin koncert på Tinderbox. Elektronisk popduo træder til i stedet.

Nicholas Westwood Kidd er bedre kendt under sit kunstnernavn Kidd. På grund af sygdom har han aflyst sin koncert på Tinderbox i Odense. (Arkivfoto).
Nicholas Westwood Kidd er bedre kendt under sit kunstnernavn Kidd. På grund af sygdom har han aflyst sin koncert på Tinderbox i Odense. (Arkivfoto). Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:33

Rapperen Kidd aflyser sin koncert på festivalen Tinderbox, der afholdes i Odense, på grund af sygdom.

Det oplyser festivalen i et opslag på Facebook.

I opslaget har festivalen delt en besked fra rapperen til festivalens gæster:

- Hej Odense. Jeg er desværre blevet syg og kan ikke spille i aften. Vi fester en anden god gang. Buongiorno, Kidd.

Kidd, der hedder Nicholas Westwood Kidd, er særligt kendt for numre som "Ik lavet penge" og "Uhh det er så svært at være så god", som begge udkom i starten af 2010'erne.

Han skulle have spillet lørdag aften, men bliver i stedet afløst af Roya.

Roya er en dansk elektronisk popduo bestående af Line Gade og Sebastian Igens. Duoen blev dannet i 2022 og står blandt andet bag sangene "Kinda Sad" og "Cruise", som har over 55 millioner streams på Spotify.

Duoen har desuden mere end tre millioner følgere på tværs af sociale medieplatforme.

De spiller klokken 23.45 på Pavilion-scenen, som er festivalens overdækkede scene.

- Heldigvis er altid sublime Roya klar på at træde til og lukke lørdagen af med en kæmpe fest, skriver Tinderbox i opslaget.

Lørdag er sidste dag for festivalen, som afholdes hvert år fra 25. til 27. juni i Tusindårsskoven i Odense.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden