Letbane i Odense får nu lov at køre med passagerer
Sidste og endelige godkendelse er i hus for letbanen i Odense. Letbane forventer testkørsler i en måned endnu.

Letbanen i Odense har været mange år undervejs. Her ses byggeri af letbanen i Benediktsgade i Odense i januar 2020. Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Letbanen i Odense har fået sit sidste flueben og må nu køre med passagerer.
Det oplyser Trafikstyrelsen, som har givet Odense Letbane den endelige godkendelse, tirsdag i en pressemeddelelse.
Det enorme anlægsprojekt har været længe undervejs. Dialogen mellem letbanen og styrelsen har været i gang i næsten ti år for i sidste ende at kunne komme i mål med de krævede godkendelser af sikkerheden.
Men samarbejdet har været godt, mener Christian Vesterager, der er vicedirektør i Trafikstyrelsen.
- Der har været tale om et langvarigt, ressourcekrævende og fagteknisk meget stort og kompliceret jernbaneprojekt, der sagtens kunne have haft flere udfordringer.
Den løbende dialog har dog gjort det muligt at minimere risici og finde løsninger, vurderer han.
Letbanen har undervejs fået godkendt blandt andet trafikale sikkerhedsregler, letbanetogene, infrastrukturen og uddannelsesplaner for medarbejdere. Den sidste godkendelse var af de tekniske sikkerhedsregler, og derefter fik letbanen et ændret sikkerhedscertifikat og en ny sikkerhedsgodkendelse.
- Det er jeg rigtig glad for er lykkedes til glæde for snart mange tusinde passagerer, siger Christian Vesterager i en pressemeddelelse.
Selv om letbanen må køre med passagerer allerede fra tirsdag, forventer letbanen at foretage testkørsel i endnu en måned. Det oplyser Trafikstyrelsen. Først derefter vil den altså tage passagerer med om bord i togene.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.