Millionærrådgiver: Det vil være et chok at vinde 759 millioner
John Ladekarl rådgiver nye lottomillionærer og siger blandt andet, at det altid er klogt at indfri lån.

Ingen har søndag eftermiddag gjort krav på den enorme pengepræmie på 759 millioner kroner fra fredagens Eurojackpot. (Arkivfoto). Thomas Banneyer/Ritzau Scanpix
Følelser af glæde, overraskelse og forbavselse er muligvis blandt dem, som en heldig person går rundt med i disse dage efter at have vundet 759 millioner kroner i Eurojackpot fredag.
Det er i hvert fald blandt de følelser, som John Ladekarl i sit job som millionærrådgiver for Danske Spil oplever hos nyudråbte Lotto-vindere.
- Når man vinder 759 millioner, så er det chokerende for de fleste, fordi det vil virkelig være livsændrende for de fleste, siger John Ladekarl, der er uddannet statsautoriseret revisor.
De 759.318.630 kroner skattefrit er den højeste præmiesum, som nogensinde har været på højkant i Danmark. Og Danske Spil vil tilbyde vinderen at få besøg af en af firmaets millionærrådgivere.
Tilbuddet om råd og vejledning går til alle, der vinder 1,5 millioner kroner eller mere i de spil, som Danske Spil tilbyder.
Bor vinderen i Østdanmark, er det John Ladekarl, der får opgaven. Han vil indlede med et overordnet eftersyn af vinderens økonomi, og så bruger han det som udgangspunkt for den videre rådgivning.
Blandt de typiske spørgsmål, som nye lottomillionærer har, er ifølge John Ladekarl spørgsmål af ganske praktisk karakter: Om man skal indfri gælden i huset.
- Her er svaret altid: Ja, se så vidt muligt altid at komme ud af gæld og så mange faste omkostninger som muligt.
- Det er en god og sikker investering, siger millionærrådgiveren.
Han vil desuden altid anbefale at tage sig god tid og tænke tingene igennem, inden man træffer nogen større beslutninger.
- Der er nogle, som næsten har sagt deres job op med det samme og tror, at man kan leve resten af livet for 4,5 millioner kroner. Det afhænger selvfølgelig af, hvor man er i sin livsbane, siger John Ladekarl.
Andre køber voldsomt dyre biler uden at tænke det helt igennem, lyder det.
- Vi råder dem positivt, så man selvfølgelig skal mærke, at man har vundet, og man skal udleve de drømme, man har. Men man skal også gerne have langvarig glæde af den store gevinst, man har fået, siger revisoren.
Nye millionærer glæder sig ofte over at få økonomisk luft til at udleve nogle drømme. Det kan være at tage en længe ønsket jordomrejse eller hjælpe familie.
Ingen har søndag eftermiddag gjort krav på den enorme pengepræmie. Når vedkommende gør det, anbefaler John Ladekarl, at vinderen ikke fortæller vidt og bredt om sin nye økonomiske situation.
- Det kan give nogle unødige og negative reaktioner fra omverdenen, siger han.
Millionærrådgiveren med det gråsprængte hår er blandt dem, der spiller Lotto og drømmer om en dag at tage en af de store præmier.
- Det gør jeg, siger han og tilføjer med et smil:
- Jeg har jo sagt til Danske Spil, at de bliver nødt til at sikre, at jeg vinder, så jeg kan blive en endnu bedre rådgiver af selv at have mærket det på kroppen.
Vinderkuponen blev købt i Blåvand.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.