Rekordlavt antal blev dræbt i trafikken i 2021

Nedlukning af det danske samfund er en del af forklaringen på, at antallet af trafikdrab i 2021 var lavt.

130 blev dræbt på de danske vej i 2021. Det er det laveste antal, der nogensinde er blevet registreret (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

130 blev dræbt på de danske vej i 2021. Det er det laveste antal, der nogensinde er blevet registreret (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et rekordlavt antal blev dræbt på de danske veje i løbet af sidste år.

Det viser en opgørelse, Vejdirektoratet står bag. Den er blevet offentliggjort torsdag morgen.

I alt mistede 130 personer livet i trafikken i løbet af 2021. Det er det laveste tal, der er blevet registreret, siden man begyndte at gøre det for næsten 100 år siden.

Til sammenligning blev 163 personer dræbt i trafikken året forinden.

Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder ved Vejdirektoratet, hiver sig selv i håret, fordi man har svært ved at finde den helt præcise årsag til faldet.

På trods af nedlukninger og massive coronarestriktioner i begyndelsen af sidste år, så endte niveauet af trafikanter nemlig med at overstige niveauet fra før corona.

- Måske har mange bilister taget bekymringerne for corona med sig ud i trafikken, og det har været med til at begrænse antallet af dødsulykker, siger hun.

- Men vi har svært ved at pege på en helt konkret årsag til udviklingen, så det skal vi kigge ind i den kommende tid, lyder det.

Vejdirektoratet glæder sig imidlertid over, at antallet af cyklister, der mistede livet i trafikken i 2021, ligger meget lavt.

25 cyklister blev således dræbt i trafikken sidste år. Det er kun set lavere i 2012.

- For bare 20 år siden var antallet af tilskadekomne cyklister det dobbelte. Det tyder på, at en optimeret cykelinfrastruktur og forskellige cykelkampagner har forbedret forholdene for cyklister, siger afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen.

Her skal en del af forklaringen dog formentlig findes i, at cykeltrafikken de seneste ti år har været faldende, lyder det.

- Vejdirektoratet stiller derfor i disse år ekstra skarpt på at fremme cyklismen med flere konkrete initiativer som for eksempel udbygning af cykelstier, kampagner og et stærkere fokus på ny viden.

- Vi skal have vendt udviklingen og op på sadlen igen - ikke mindst på de kortere ture. Det er både godt for vores egen sundhed, og det er godt for miljøet og klimaet, siger hun i en meddelelse.

828 cyklister kom til skade i trafikken sidste år. I de foregående år har det tal svinget mellem 766 og 893.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden