Scandlines er tilbage i normal drift efter færgeproblemer
Scandlines sejler igen med fuld kapacitet efter store forsinkelser på Gedser-Rostock-ruten søndag eftermiddag.
Opdateret kl. 17:05
Scandlines har løst problemerne med færgen MF Copenhagen og er søndag eftermiddag tilbage på normal sejlplan.
Færgeselskabet er dermed igen i drift med to færger på Gedser-Rostock-ruten og sejler med fuld kapacitet.
Det oplyste kommunikationschef Susanne Lindhage i en mail søndag omkring klokken 14.40.
Efterfølgende har Scandlines meldt ud på sin hjemmeside, at ruten Gedser-Rostock er tilbage på "normal sejlplan".
- Bemærk, at færgerne har byttet plads, men det har ingen betydning for driften eller trafikken.
- Vi beklager de gener, dagens driftsforstyrrelser har medført, og takker for kundernes tålmodighed, lyder det på Scandlines' hjemmeside.
Tidligere fremgik det af hjemmesiden, at selskabet først forventede normal drift omkring klokken 18.00 efter store forsinkelser på Gedser-Rostock-ruten.
Ifølge TV 2 opstod problemerne ved færgelejet i Rostock på den tyske side, hvor færgen MF Copenhagen ikke kunne sejle.
Samtidig kunne færgen MF Berlin, der kom fra Gedser, ikke komme til kaj. Søndag eftermiddag er begge færger altså igen i drift.
Problemerne opstod på en af årets travleste rejsedage, hvor mange danskere er på vej på sommerferie.
Fredag oplyste Scandlines, at selskabet forventede knap 100.000 passagerer på færgerne i løbet af weekenden.
- Her er der massiv trafik i både sydgående og nordgående retning. Nogle passagerer er på vej på ferie, mens andre vender hjem fra ferie, sagde Lars Kyrø, der er privatkundedirektør i Scandlines, i en pressemeddelelse fredag.
Søndag er generelt en stor rejsedag for mange danskere, der skal på sommerferie.
Københavns Lufthavn forventer også stor travlhed, mens Vejdirektoratet forventer tæt trafik på vejene søndag eftermiddag.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.