Stormen Nora rammer togdrift - men Storebæltsbroen er åben

Nora har påvirket trafikken flere steder. Men Sund & Bælt regner alligevel ikke med at lukke Storebæltsbroen.

Sund & Bælts tidligere varsel om lukning af Storebæltsbroen ser ud på aftenen ikke ud til at blive til noget alligevel. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Sund & Bælts tidligere varsel om lukning af Storebæltsbroen ser ud på aftenen ikke ud til at blive til noget alligevel. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sund & Bælt forventer fredag ved 20-tiden alligevel ikke, at det bliver nødvendigt at lukke Storebæltsbroen, når stormen Nora topper.

Sund & Bælt skriver på Twitter, at vindstyrken formentlig ikke kommer til at overstige 25 meter i sekundet, som er grænsen for, hvornår broen lukker.

Øresundsbroen forventer også at kunne holdes åben for kørsel, fordi vindstyrken ligger under lukningsgrænsen. Sådan lyder meldingen fredag klokken 22.25 fra Øresundsbroen på Twitter.

Foreløbig er risikoen for lukning størst lørdag morgen, lyder det.

Broen fraråder dog vindfølsomme køretøjer at krydse broen. Det skriver Vejdirektoratet 22.30 fredag.

Sund & Bælt varslede ellers tidligere fredag, at både Storebæltsbroen og Øresundsbroen ville lukke.

Storebæltsbroen er fredag aften åben for vindfølsomme køretøjer. Det offentliggjorde Sund & Bælt ved 18-tiden på Twitter.

Stormen Nora har sat sit aftryk på trafikken både til lands og havs.

Togdriften er fredag aften flere steder påvirket af vejret.

Det sker, fordi der med stormen og de sidste dages regn er øget risiko for, at træer vælter ned over spor og køreledninger, oplyser DSB.

DSB's regional- og InterCity/InterCityLyntog kører ikke fra fredag aften klokken 21 frem til lørdag middag klokken 12.

S-togene, der kører i hovedstadsområdet, vil køre med nedsat hastighed fra fredag aften klokken 21 til lørdag klokken 10. Det kan betyde længere rejsetid for passagererne.

Også flere lokale togstrækninger på Sjælland er ramt.

I en pressemeddelelse har Movia oplyst, at driften på Lollandsbanen, Østbanen og Tølløsebanen indstilles fra fredag klokken 21 til lørdag klokken 11.

På de resterende strækninger med Movias lokaltog bliver der kørt som normalt, men med nedsat hastighed, hvilket kan give forsinkelser, oplyser trafikselskabet.

Til havs har Nora ligeledes sat sig spor i trafikplanerne.

Tidligere fredag oplyste kommunikationschef for Molslinjen Jesper Maack, at især de sydlige færgeruter på Als, Langeland og Bornholm vil blive påvirket af blæsten.

Blandt andet er to afgange fra Bornholm lørdag aflyst klokken 06.30 og 10.30.

Også selskabet Scandlines meldte om aflysninger fredag.

Der er tale om en række afgange mellem Gedser på Falster og Rostock i det nordøstlige Tyskland.

Derudover melder Banedanmark, at driften af togtrafikken vil køre med nedsat drift eller indstilles helt.

Dog ikke i Nordjylland og dele af Midtjylland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Aalborg Kommune ransaget af politiet
Luk