samfund

Nok er nok: Socialtilsyn vil tage godkendelse fra bosted

Voldsomt kritisable forhold for beboerne på Sødisbakke bliver beskrevet i den seneste tilsynsrapport

Socialtilsyn Nord er ude med riven efter en afdeling på Sødisbakke.
Socialtilsyn Nord er ude med riven efter en afdeling på Sødisbakke. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 15:46

Forholdene på bostedet Sødisbakke i Mariager er stadig så grelle, at Socialtilsyn Nord - endnu en gang - retter en besk kritik mod bostedet. Det skriver Ekstrabladet.I yderste konsekvens kan en del af stedet blive lukket.

Helt specifikt drejer det sig om afdelingen "Psykiatri og Udviklingshandicap - Sødisbakke", efter der er fundet stærkt kritisable forhold for beboerne på afdelingen. Der er tale om, at man tager i mod beboere, der falder uden for den målgruppe, som bostedet er godkendt til at tage imod, der foregår overgreb og vold mellem beboerne, som de ansatte ikke formår at forebygge - og så har en beboer sovet i et skur et helt år i stedet for i sin lejlighed.

Det er så slemt, at Socialtilsyn Nord 8. juli sendte et brev til afdelingen ledelse, hvor konklusionen er, at tilsynet vil fratage stedets godkendelse - og altså reelt lukke "Psykiatri og Udviklingshandicap - Sødisbakke".

Truslen om at tage godkendelsen fra afdelingen skyldes ikke alene det seneste tilsyn, der har gennem længere tid været problemer på Sødisbakke, og nu er nok altså ved at være nok for Socialtilsyn Nord, der har mistet tålmodigheden med ledelsen, der ikke har formået at rette op på forholdene.

De første kritiske tilsynsrapporter kom i 2020, hvor der blev varslet fem påbud til stedet. Det fortsatte i årene efter, og flere af punkterne går igen fra tilsynsrapport til tilsynsrapport.

Der har ifølge Ekstrabladet været en høringsfrist 14. august for Region Nordjylland - der driver Sødisbakke - til at komme med et svar på Socialtilsyn Nords kritik og påtænkte lukning af afdelingen, men sagen er endnu ikke endeligt afgjort.

Jesper Cetnie Rasmussen, der er områdechef for Området for Voksne med Udviklingshandicap under Specialsektoren i Region Nordjylland, siger til Ekstrabladet, at man tager kritikken "meget alvorligt", men at man omvendt stadig har tillid til ledelsen på stedet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden