På Christiansborg var ingen i tvivl om, hvor han stod politisk. Han havde klare værdier, som han levede efter. Han kunne debattere med kraft og passion. Og han var ikke bange for de konfrontationer, der er en uadskillelig del af det politiske liv, hvor holdninger brydes, og hvor kampen om magten aldrig stopper.

Det særlige ved Søren Pape Poulsen var hans forståelse af, at man midt i diskussionerne og opgørene skal bevare respekten for sine modstandere: Politisk uenighed må ikke blive til personligt fjendskab. Og med den tilgang fik han skabt stærke relationer og dybe venskaber på tværs af skarpe partigrænser.

I ugens løb kunne man på tv se, hvordan bl.a. Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne og Pia Olsen Dyhr fra SF var dybt berørte over vennens død.

Ingen kan hævde, at Det Konservative Folkeparti og SF er naturlige alliancepartnere, men ved siden af de klare forskelle i anskuelse trivedes en dyb personlig tillid mellem Søren Pape Poulsen og Pia Olsen Dyhr.

Et særligt venskab eksisterede også mellem Pape og Støjberg. Det gjorde ondt på Inger Støjberg, da de Konservative var med til at sende hende i rigsretten. Men venskabet med Pape overlevede, og da hun vendte tilbage til Borgen som leder af Danmarksdemokraterne, fortsatte relationen mellem de to. En relation, der var så tæt, at de ifølge Støjberg kunne tale om alt.

Det var imidlertid ikke alene i kredsen af kolleger, at Pape var afholdt. Reaktionerne på hans død har vist, at mange mennesker over hele landet har mærket, at han var et sjældent sympatisk menneske.

Han nåede aldrig helt til tops i det politiske hierarki. Da han forud for folketingsvalget i 2022 stillede op som statsministerkandidat, gik det galt, og han ramte jorden hårdt. Men han nåede så meget andet. Og den arv, han efterlader sig, er stor og vigtig.

Det er en arv, der dybest handler om vilje til samarbejde, og som indebærer, at man udviser respekt for sine modstandere. Og den tilgang til politisk deles heldigvis af mange folkevalgte rundt om i kommunerne, regionerne og i Folketinget. Men hvor længe vil den vare ved?

Ser vi på udviklingen udenfor Danmarks grænser, blinker advarselssignalerne.

Alle, der følger med i optakten til den forventede tvekamp mellem Joe Biden og Donald Trump i USA, kan se, hvor skadelig en polariseret politisk kultur er for selv en supermagt. Her har fjendtlighederne mellem Demokraterne og Republikanerne nået et niveau, som gør det svært for amerikanske politikere at varetage landets interesser i en verden, hvor udfordringerne står i kø, hvor et aggressivt Rusland får for let spil, og hvor Kina udgør en stadigt større udfordring, økonomisk, politisk og militært.

Men også i Europa ser vi talrige eksempler på, hvordan polarisering skaber uro og udløser dramatiske magtskifter – uden at de politiske og økonomiske udfordringer, der presser landene, bliver tacklet.

Forleden kom en markant advarsel om svaghederne i de vestlige demokratier. Og den kom fra uventet kant. Afsenderen var nemlig Wang Huiyao, grundlægger og præsident for Center for China and Globalization, der er en af Kinas mest indflydelsesrige tænketanke.

I et interview i Politiken konstaterede Wang Huiyao fra et-parti-staten Kina, at krisen i de vestlige demokratier gør verden ustabil. ”I mange demokratier, ikke kun USA, vinder populisme, nationalisme og antiglobalisme frem. Det skaber utryghed og bekymrer mange mennesker, også i Kina,” sagde han.

Selv om Danmark umiddelbart ligner en klippe af stabilitet i dette oprørske hav, er der også tegn på opbrud herhjemme. Da den forskningsbaserede analyse af folketingsvalget i 2022 blev offentliggjort forleden, blev det dokumenteret, at aldrig før har så mange danskere skiftet parti fra et valg til et andet. Og aldrig før har så mange været i tvivl om, hvor de skulle sætte krydset.

- Vælgerne er ekstremt mobile og illoyale, der opstår nye partier hele tiden – og spørgsmålet er, om den politiske stabilitet vil blive udfordret, lød det fra valgforsker Kasper Møller Hansen i Berlingske.

På sin egen stilfærdige måde bar Søren Pape Poulsen på noget af det dyrebareste i folkestyret: Han ønskede at styrke sit land, og han kæmpede for sin overbevisning – men han afsøgte også mulighederne for at finde løsningerne og han fastholdt altid respekten for modstanderne.

Ved siden af mindet om hans menneskelige egenskaber er det ikke mindst denne arv, han efterlader sig. Det er den arv, som kollegerne på Christiansborg nu skal forsøge at løfte.