Danskerne vilde med julemusik
Ingen hører så meget julemusik lige nu som os
JULEMUSIK: Vi skriver 27. november, og der er fire dage til, at julekalenderne begynder på tv, og december tager fat.
Men det afholder ikke os danskere fra at høre julemusik i stor stil.
Faktisk er der ikke et folkefærd, der - her sidst i november - hører så meget julemusik, som vi danskere.
Et kig på de mest streamede sange på musiktjenesten Spotify, der er den klart største på musikmarkedet i Danmark, viser, at ingen lande når Danmark til sokkeholderne, når det handler om at trykke play på ét af de mange sæsonhits i julens tema.
Norden er juleglade
På Danmarks Spotify Top 50 er 20 sange julemusik, og den mest streamede er på andenpladsen. Det land, der kommer tættest på Danmark, er Sverige, hvor halvdelen - 10 julesange - er at finde blandt de 50 mest aflyttede på Spotify med en sjetteplads til den mest populære. Norge følger på tredjepladsen med syv julenumre i Top 50 og en 14.-plads til den bedst placerede julesang.
Storbritannien har kun fem julesange i Top 50, og i USA er der blot tre. Tyskerne er heller ikke kommet i julestemning endnu. Kun to julesange er på Tysklands Spotify Top 50, og den højeste placering til en julesang er nummer 28. Italien har ingen julesange i Top 50 - måske er de stadig triste over, at have misset VM-slutrunden i fodbold for første gang i 60 år...
Mariah Carey og de andre klassikere
Den mest populære julesang er Mariah Careys "All I Want For Christmas Is You", mens også Wham!-hittet "Last Christmas" ligger højt på listen i Danmark. Blandt de 20 julesange på Danmarks Spotify Top 50 ligger også Shakin’ Stevens "Merry Christmas Everyone", Justin Bieber "Mistletoe" og Mads Langer "I En Stjerneregn Af Sne".
Radio NORDJYSKE begynder at spille julemusik i eftermiddag klokken 14.07, når Niels Skovmand sender "Jul På Torvet" - direkte fra sin lille hytte på julemarkedet på Gammeltorv i Aalborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.