De er rigtige venner
I 50 år har BI’s Venner støttet BI med penge og arbejdskraft
BRØNDERSLEV: BI’s Venner har 50 års jubilæum i år. Og samtidig kan vennerne i Bjørnebanden fejre fem års fødselsdag.
Jubilæet fejres på søndag på BI Centeret, hvor der er åbent hus og mundgodt fra klokken 11 til klokken 14.
Brønderslev Idrætsforenings mange medlemmer har gennem årene nydt godt af venneforeningens utrættelige indsats. Alene det seneste år har forskellige afdelinger i BI fået støtte for cirka 310.000 kroner. Pengene er tjent via forskellige aktiviteter - og den indtægtsdækkede virksomhed har som udgangspunkt været kombineret med socialt samvær og hygge.
Her er alle venner
BI’s Venner har i perioder ligget på vågeblus, men der blev for alvor fyret op under initiativerne, da Bjørnebanden for fem år siden så dagens lys. Og i dag blomstrer foreningslivet frodigere end nogen siden.
Da H. C. Poulsen for fem år siden indtog formadsposten, var der ellers optræk til lukning af venneforeningen. Men sådan gik det ikke - tværtimod blev der pustet nyt liv i aktiviteterne.
- Jeg betragter alle i BI, som BI’s Venner - uanset om de er medlem af BI’s Venner, smiler H.C. Poulsen, der sammen med næstformand Søren Ø. Christensen tog initiativ til Bjørnebanden, der i dag tæller 60-70 medlemmer.
Lillebjørn og Storebjørn
Bjørnebanden mødes hver anden torsdag på BI Centeret til kaffehygge, bordtennis, ølbrygning og kortspil og fælles ture ud af huset er også en del af bjørnenes program.
H. C. Poulsen har fået tilnavnet Lillebjørn og Søren Ø. Christensen er døbt Storebjørn. De to bjørne udgør en vigtig krumtap i bandens aktiviteter - både inden og uden for centerets vægge.
Mange borgere har hilst på BI’s Venner til blandt andet Open by Night, frokostcabaret, oktoberfest og frokostjazz i Den runde Pavillon samt til den årlige kulturfestival og i tombolaen på Store Brønderslev Marked. Og hermed er venneforeningen en vigtig aktør i byens kultur- og fritidsliv.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.