Dejlig eftermiddag med Johnny Reimar

Johnny Reimar underholdt 400 gæster i SKFC. 	Privatfotos
Johnny Reimar underholdt 400 gæster i SKFC. Privatfotos

De to lokale Lions klubber: Lions Skagen og Lions Skagen - Anna Ancher havde tirsdag 21. marts inviteret byens pensionister og efterlønnere til en dejlig eftermiddag i Skagen Kultur- og Fritidscenter med underholdning ved Johnny Reimar.

Det var i anledning af, at Lions den 7. juni i år fylder 100 år som verdensomspændende humanitær organisation, at de to lokale Lions klubber var gået sammen om arrangementet.

Klubberne havde valgt at gøre dette for at gengælde og påskønne de gaver/ydelser og den modtagelse, de altid får, når de henvender sig til private, handelsliv/forretninger samt virksomheder.

Arrangementet skulle starte klokken 14.30, så dørene til Skagen Kultur- og Fritidscenter blevet åbnet 13.30.

Men allerede klokken 13.00 var der mange i kø for at komme ind, og de 400 fremmødte festglade mennesker var næsten alle på plads en time før underholdningen startede. Der var derfor tid til at nyde den kaffe, de boller og de gode lagkager, som hallen havde lavet, inden festen startede.

- Knud Erik Trane havde tilbudt sig som opvarmer for Johnny Reimar, så efter at Lions Skagen-Anna Anchers præsident Eva Henriksen havde budt velkommen og tændt den fakkel, som markerer 100 års jubilæet, viste Knud Erik sin kunnen, som den fantastiske pianist han er, og med den runddelte sang "Skærslipperens forårsvise" var vejen for fællessang banet for resten af eftermiddagen, lyder det fra arrangørerne.

Ekstranummeret

Derefter gjorde Johnny Reimar sin entre - selvfølgelig i ført sit kendetegn, Tyrolerhatten, som han fortalte var den samme hat, der har fulgt ham gennem alle årene.

- Med indlevelse og engagement bevægede han sig rundt mellem bordene, imens han fremførte sine kendte sange. Ikke nok med, at han indkasserede forelskede blikke fra en del af de fremmødte kvinder, han fik også salen op at stå og vifte med servietterne, mens han fremførte "Lille Peter Edderkop" på melodien "Pump and Circumstance". Publikum var fantastiske og sang også med på melodierne: "Lille fregnede Louise", "Du burde købe dig en Tyrolerhat"," De violer, du plukker" samt et festfyrværkeri af egne sange, tilsat et par stykker af John Mogensens værker, eksempelvis "Så længe jeg lever", som publikum sang lige så flot med på.

Som ved andre koncerter var der ved afslutningen en opfordring på ekstranummer. Det usædvanlige var dog, at denne opfordring kom fra Johnny Reimar selv.

Det gav ham anledning til at fremføre "Sikken fest, vi har haft her i dag". En flot afslutning på hans underholdning, hvor kvinderne i de røde Lions-veste gik forrest i en række og fik rigtig mange i salen med op til kædedans hallen rundt.

Efter dette spillede og sang Knud Erik Trane og publikum den dejlige stemningsfyldte "Skagensvise Erindring".

Præsident Eva Henriksen afsluttede dagen med at takke for det dejlige publikum, for underholderne og for det samarbejde, der har været mellem de to klubber, for at arrangementet kunne afvikles.

Og hendes afsluttende ord var: Sikken fest, vi har haft her i dag...

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden