Den farlige forsvarer sænkede Vendsyssel
SønderjyskE slog til på dødbolde i anden halvleg
Opdateret 20. august 2018 kl. 06:36
HADERSLEV: Vendsyssel FF skal stadig tænke tilbage på anden spillerunde for at finde den seneste sejr, og fredag aften blev det til det tredje nederlag i fire kampe, da holdet tabte sjette rundes første kamp med 2-1 i Haderslev til SønderjyskE.
Den stærke forsvarsspiller Kees Lujickx scorede kampens første mål efter 73 minutter, da han flot steg til vejrs på et hjørnespark fra venstre side og med stor kraft pandede kuglen ind bag Nicolai Flø i Vendsysselburet.
Det var meget symptomatisk, at scoringen skulle komme efter en dødbold, for det vil nok ikke gå over i historien som denne sæsons mest underholdende opgør.
Dertil manglede der lidt for meget kvalitet hos begge mandskaber.
Alligevel var der dog målchancer. Vendsyssels største inden pausen tilfaldt Lucas Jensen, der fik en friløber foræret som følge af en halv tackling og en halv aflevering fra Moses Opondo. Han lobbede bolden over en fremstormende Sebastian Mielitz, men desværre fik lobbet lidt for meget kraft og ramte overliggeren.
Hjemmeholdet havde to gode tilbud inden pausen, og begge tilfaldt den hollandske angriber Mart Lieder. Første gang rundede han et par mand i højresiden og skar mod mål, men Nicolai Flø kom godt ud og blokerede.
Anden gang fik han bolden fra en velspillende Alexander Bah i højresiden og drejede rundt i feltet, men Sander Fischer fik stærk blokeret for Vendsyssel.
Fra starten af anden halvleg blev Sebastian Czajkowski skiftet ind for gæsterne, og han var med det samme tæt på, da han tog et godt løb i dybden og vippede bolden over Mielitz, men Marc Pedersen kom godt tilbage og reddede situationen for hjemmeholdet.
Også Lucas Jensen var tæt på for Vendsyssel, da den stærke højre back Alexander Juel Andersen vandt endnu en duel mod Simon Poulsen og lagde bolden skråt bagud i feltet, men Lucas Jensens flade spark gik forbi den fjerne opstander.
Og i stedet slog hjemmeholdet til. Daniel Christensen fik i første omgang blokeret en stor chance til hjørnespark, men på det steg Kees Lujickx altså til vejrs og scorede flot.
Og med fem minutter igen slog hjemmeholdet igen til på et hjørnespark. Moses Opondo reddede det første hovedstød på stregen, men i anden omgang kom Stefan Gartenmann løbende og bankede kuglen i kassen.
I dommerens tillægstid dukkede Seyi Adekoya op foran mål og satte en strakt tå på en bold fra venstre side af feltet efter et godt langt indlæg.
Vendsyssel har syv point efter de første seks kampe og ligger nummer syv i i Superligaen med samme pointtal som SønderjyskE på sjettepladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.