Der blev cyklet for livet i Bindslev
Det var Tina Nørgaard, der sammen med Stine Bilstrup forpagter Pub Corallen i Bindslev, der havde taget initiativet til at lave et sponsorcykelløb, og en auktion til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Tina Nørgaard havde lagt meget energi i at skaffe mere end sponsorer og mange sponsorgaver, samt fundet folk der ville tage en tur på spinning cyklerne i BTI Fitness lørdag den 1. april, altså dagen før den officielle landsindsamling.
Tina fortalte, at hun også havde fået stor hjælp fra Kræftens Bekæmpelse, der støttede hende i projektet. Tina Nørgaards motivation for at lave et arrangement af denne type, er naturligvis at hjælpe, men der er også et mere personligt motiv bag. Tinas datter Maria, mistede sin bedste veninde, som hun også gik i skole med, til kræften. Veninden døde kun 18 år gammel, ligesom Maria selv var det på det tidspunkt, og det tog naturligvis hårdt på min datter, fortalte Tina Nørgaard. Maria Nørgaard Andersen der nu er distriktsleder hos Kræftens Bekæmpelse i Vanløse, opfordrede derfor sin mor til at lave en indsamling, og det blev dette sponsorerede spinning cykelløb i BTI Fitness, og en auktion over sponsorgaver, der blev afholdt på Pub Corallen. Der blev i alt samlet 10.181 kr. ind, der går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Det er jo ikke mindre end fantastisk, at sådan en lille by kan stå sammen og gøre en forskel, skrev Tina i en opdatering på Pub Corallens Facebook side.
Tina Nørgaard, der har mødt stor velvilje fra lokalbefolkningen og sponsorer, håber på, at det kan blive et tilbagevendende arrangement i Bindslev.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.