Aalborg

Der er penge på spil i Aalborgs gader

SIFA-formand Keld Jensen ærgrer sig over, at private firmaer og foreninger i stigende grad laver løb i Aalborgs gader til ugunst for foreningslivet

Aalborg Brutal Marathon - populært og brutalt maraton med sit bakkede terræn. ?Foto: Claus Søndberg

Aalborg Brutal Marathon - populært og brutalt maraton med sit bakkede terræn. ?Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Der er penge på spil, når Aalborgs gader weekend efter weekend får slidt en anelse mere på asfalten af løbere fra nær og fjern. Der er med andre ord kamp om kunderne.

Formanden for Samvirkende Idrætsforeninger i Aalborg, SIFA, Keld Jensen, er træt af konkurrencen, for den er ikke fair, mener han, der i dag i denne sektion har et læserindlæg om emnet.

- Det er så hamrende ufortjent at private aktører tjener på de her løb, som burde ligge i foreningsregi. Det er mange penge, man går glip af i klubberne, siger Keld Jensen.

- Der er kun et vist antal løbere, et vist antal sponsorer og et vist antal weekender at tage af. Når et privat foretagende eller et firma arrangerer et løb, går pengene ned i deres lommer. Det ærgrer mig og irriterer mig, for de burde gå til foreningernes fællesskab, mener Keld Jensen og tilføjer, at der er så mange løb, at det let kan gå ud over netop de foreninger, som arrangerer løb.

- Det er så svært at skaffe penge ude i klubberne. Hele bevægelseskulturen har ellers givet foreningerne nogle gode chancer for at tjene penge, og jeg så gerne, at foreningerne fandt en smileyordning for at fortælle, at vi er en forening, der arbejder for fællesskabet og ikke for et firma, siger Keld Jensen.

- Det er en jungle, som efterhånden er noget svær at gennemskue, og det må det også være for brugerne, som ikke spekulerer i om det er en forening eller et firma, siger han.

- Samtidig bruges ordet ”forening” af private aktører, uden at det reelt er en forening. Det er falsk varebetegnelse, mener Keld Jensen.

En af arrangørerne på markedet er foreningen MIA, Marathon I Aalborg, der arrangerer det traditionsrige Aalborg Brutal Maraton langfredag.

- Foreningen har til formål at arrangere Aalborg Brutal Maraton, og deltagergebyret går til at arrangere løbet. Der er ikke overskud, siger han.

- Hvis der er penge i overskud, går de til et eller andet vi finder på til vores hjælpere. Vi får intet ud af det økonomisk, siger Bent Baisgaard, der er en af de fire løbeentusiaster, der arrangerer løbet.

På spørgsmålet om man kan blive medlem af foreningen, siger han:

- Nej det kan man ikke. Vi er en forening, der udelukkende arrangerer det her løb.

SIFA´ s formand Keld Jensen langer ikke kun ud efter Aalborg Brutal Maraton. Han undrer sig generelt over, at løbene skal foregå uden for de etablerede foreningers regi.

- Det burde være foreningerne, der arrangerer det, siger han.

Men den er Bent Baisgaard ikke med på:

- Det har vi ikke lyst til. Vi ville bare arrangere det her løb.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.