Det mener landsformanden for køreprøvesagkyndige, Peter Krarup fra Nordjyllands Politi.
- Kørelærerne går for hurtigt frem i undervisningen. Vi ser faktisk elever til prøven, der skal kigge på gearstangen for at finde det rigtige gear, og som går i stå hver gang, bilen skal i gang efter et lyskryds, siger Peter Krarup.
Stiger støt
Peter Krarup så helst, at dumpeprocenten blev halveret. I stedet er den støt stigende. Siden sidste år er antallet af dumpende nordjyder steget med 2,4 procentpoint.
Han bebrejder en optrappende priskrig mellem køreskolerne for den faldende kvalitet i undervisningen.
En konsekvens af den høje dumpeprocent er lang ventetid på at komme op til køreprøve, fordi mange skal forsøge både to og tre gange, før de består.
- Og så kan man jo spørge, hvad der kom først. Om det var hønen eller ægget. Det er klart, at elevens færdigheder svækkes, når der i gennemsnit er tre ugers ventetid på at komme op til køreprøve, siger Jan Just Olesen, der er nordjysk repræsentant i hovedbestyrelsen for Dansk Kørelærer-Union.
Dermed lægger han en del af ansvaret for dumpeprocenten tilbage til politiet, der står for prøverne. En anden del af ansvaret lægger han hos eleverne selv.
- Vi vedkender os også gerne vores del af ansvaret. Der er brodne kar i alle brancher. Men forbrugerne presser køreskolerne til at lave en billigere undervisning ved kun at se på prisen, siger Jan Just Olesen.
Her dumper nordjyderne:
Nordjylland: 30,3
Brønderslev: 31
Frederikshavn: 30,7
Hjørring: 17,1
Hobro: 31,8
Løgstør: 23,2
Aalborg: 35,9
Hverken Køreprøvesagkyndiges Landsforening eller Dansk Kørelærer-Union kan forklare, hvorfor dumpeprocenten i Hjørring skiller sig positivt ud.