Derfor Lene Rasmussen

Hvorfor Lene Rasmussen? Første gang jeg mødte Lene Rasmussen var på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1979. Det var i form af en portrætbuste, hun havde udført efter en af min bekendte. Jeg mødte her en energi, som var bundet i en ren og klar form. Et værk der var skabt, da Lene Rasmussen stadig var elev på Kunstakademiet hos professor Erling Frederiksen. Og Erling Frederiksen havde selv været elev hos Charles Despiau. Og Despiau igen havde været elev og assistent hos Rodin, der igen havde været i mesterlære som billedkunstner. Og hans lærer igen? Ja det er nærmest en lang ubrudt række tilbage til Michelangelo. I den kæde sås og overleveredes en adfærd, holdninger og en fortalt tradition. Et fag og en værkstedstankegang, hvor indlæring skete i en proces, i arbejdet, i en her stadig levende mesterlære. Det går ud på at blive ved, til det er rigtigt. Til det beskrivende er så meget på plads, at værket slipper sit motiv og lever i sin egen ret og regelmæssighed. At få det til at ligne er som udgangspunkt en begynderproblematik. Noget man kan lære. Det er et kendt og velbeskrevet billedkunstnerisk værktøj, som det er muligt, at slide sig til. Men udover det - forbi det - ses en undersøgelse i ældgamle diskussioner: At sætte modsætninger op imod hinanden. Hvor meget fylder f.eks. en sort farve i en given billedflade i forhold til lyset eller papirets egen farve og tekstur? Eller stregretning og længden af en streg. Eller en figurs størrelse, i forhold til en anden? Alt er underordnet i sin helhed, der hos Lene Rasmussen emmer af en stor stilhed og en iboende og tæmmet energi. Det er udtryk for en tilgang til arbejdet, der i generationer er vandret fra mester til elev. Set på den baggrund, ser jeg Lene Rasmussens arbejde, som en tidslomme. Sublimt i sin egen og selvvalgte ramme, hvor Lene Rasmussen bærer og udvikler på en række værdier, der i vor tids idé- og kommunikationssamfund ikke længere sætter dagsorden. Det går ud på stadigt og stædigt at arbejde sig ind til formen. At bryde den op. Finde, begribe og beskrive bevægelsesmønstre, forbi det genkendelige til en form, der lever i sin helt egen præmis. Let er det her ikke. Det tager sig ikke ud. Er ikke indsmigrende. Ikke lækkert og kvikt. Men som jeg ser Lene Rasmussens værk, er det et mirakel, at den slags viden, kan opleves og ses lyslevende her i dag.