Erhverv

Det blå Nordjylland vokser

Større omsætning og flere ansatte i den maritime sektor

Mere end 13.000 mennesker er ansat i de maritime erhverv i Nordjylland. Her Frederikshavn Havn, hvor mange af virksomhederne holder til. Foto: Marcod
Mere end 13.000 mennesker er ansat i de maritime erhverv i Nordjylland. Her Frederikshavn Havn, hvor mange af virksomhederne holder til. Foto: Marcod

NORDJYLLAND: Nordjylland satser på vækst hos de maritime erhverv, og den satsning ser indtil nu ud til at bære frugt.

I støtteprogrammet Det Maritime Vækstprogram deltager 30 små og mellemstore virksomheder fra Nordjylland, som alle beskæftiger sig med den blå verden.

Vækstprogrammets 30 virksomheder er over en bred kam på vej frem. I løbet af de seneste to regnskabsår er deres overskud gennemsnitligt steget fra 1,5 million kroner til 2,5 million kroner, ifølge en opgørelse, som det nordjyske maritime center, Marcod, står bag.

- Det viser, at der fortsat er vækst og et potentiale at arbejde med, selvom de faldende oliepriser har haft en effekt på branchen. Disse 30 virksomheder er udvalgt af et panel som perspektivrige virksomheder, og deres nøgletal viser tydeligt, at der er noget at bygge videre på, siger Allan Hejslet, maritim erhvervskonsulent hos Marcod.

De 30 virksomheders samlede omsætning er fra forrige til seneste regnskab steget fra 854 millioner kroner til 943 millioner kroner. Det er en stigning på godt og vel 10 procent.

Samtidig har de 30 virksomheder i gennemsnit ansat 4,5 medarbejdere mere. Dermed er det samlede indberettede antal ansatte i de 30 virksomheder gået fra 699 i forrige regnskabsår til 827 i det seneste. Det er en vækst på godt 18 procent.

Gå til relaterede emner

Forsiden