Det daglige brød på museum
Møllehistorisk Samling i Hadsund sætter fokus på det daglige brød.

På Brødets Dag bliver det selvfølgelig også muligt at købe mel malet på Havnø Mølle.Arkivfoto: Grete Dahl Pressefotograf Grete Dahl
HADSUND:Søndag 26. maj kl. 10-16 sætter Møllehistorisk Samling i Hadsund fokus på det daglige brød og afholder Brødets dag.
Det bliver en aktivitetsdag for hele familien. Museet har fået samlet 6 skubbekværne, som man kan prøve at male mel på, og er man så tålmodig, at man får malet nok til et lille brød, er der mulighed for med kyndig vejledning at ælte og bage det på vikingemaner.
Hvis man synes, det er et nummer for primitivt, bliver der også bagedemonstration, hvor vi bager brød af hvede- og rugmel malet på Nordjyllands ældste vindmølle, Havnø Mølle, oplyser museumsinspektør Lise Andersen.
Fra Falslevgård Mølle kommer Niels Foged og fortæller om de 12 gamle kornsorter, som dyrkes og formales på Falslevgård. Her males på stenkværne ligesom på den gamle vindmølle, og man vil kunne høre om stenformaling og om det sunde brød.
Falslevgård Mølle medbringer smagsprøver bagt af forskellige meltyper, og de har lovet også at tage prøver af kornet med, så man kan se, hvordan det ser ud, når det kommer fra marken. På Falslevgårds marker foretager man mange forsøg i samarbejde med Anders Borgen, Agrolotica, et lille firma, der har fundet en niche i at rådgive og tage initiativer til udvikling af økologisk jordbrug.
Der vil også være filmforevisning kl. 11, 13 og 15, hvor man kan se, hvordan man såede med hånden, høstede med le, tærskede med plejl og bagte i de store stenovne i gamle dage, og hvordan det foregår i dag med mejetærsker og bagning på en moderne brødfabrik. Og bliver man grebet af bageriet og savner inspiration og vejledning, så kan man i museumsbutikken finde flere bagebøger med opskrifter på traditionelle brødtyper, ligesom man kan købe hele udstyret i form af dejfade, bagepensler, litermål osv. – alt naturligvis af høj kvalitet og i traditionel dansk stil. Der mangler naturligvis heller ikke mel fra møllerne på Falslevgård og Havnø.
Dagen er arrangeret i samarbejde med Museumsforeningen for Hadsund og Omegn samt Havnø Mølles Venner, oplyser museumsinspektør Lise Andersen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.