Det ene "barn" føler sig udstødt
BI-Håndbold føler sig ikke som et medlem af BI-familien
BRØNDERSLEV: Der er krise i BI-familien - Brønderslev Idrætsforening. Det ene "barn" i familien, nemlig håndboldafdelingen, føler sig ikke som en del af familien.
På generalforsamlingen i Brønderslev Idrætsforening kom håndbold-afdelingen med en sønderlemmende kritik af familie-fællesskabet.
- Vi føler os slet ikke som en del af familien, sagde ungdomsleder Vibeke Kløve. Håndboldafdelingen er i økonomisk knibe, og uden hjælp fra den øvrige del af BI-familien, må afdelingen dreje nøglen til nytår. Det, der belaster håndboldafdelingen, er halleje på 110.000 kr.
Hidtil har håndboldafdelingen fået et pænt bidrag fra hovedforeningen til at dække en del af hallejen, men denne hjælp fra "forældrene" er slut. Kompensationen er givet, da de to andre "børn", BI-Fodbold og BI-Bordtennis, ikke betaler husleje for at benytte BI-Centeret, som BI selv ejer.
Der er dog for at rette lidt op på billedet indført en medlems-betaling på 50 kr. pr. sæson for fodbold-afdelingen og bordtennisafdelingen.
Det skulle give hovedforeningen 30.000 kr. i kassen.
Men Vibeke Kløve mener, at forskellen mellem de tre afdelinger fortsat er skæv. Hun henviser til, at hver håndboldspiller betaler ca. 300 kr. som bidrag til huslejen i Brønderslev Hallerne.
I håndboldafdelingen synes lederne, at de udfører en kæmpe-indsats, men alligevel er der problemer med økonomien.
Vibeke Kløve og flere andre fra håndboldbestyrelsen mener, at de bruger rigtig mange kræfter på at skaffe penge.
Et forslag fra Vibeke Kløve er, at overskuddet fra markedskroen kan deles mellem de tre sportslige afdelinger, så håndboldafdelingen også påskønnes for det store arbejde, der udføres under Store Brønderslev Marked.
Ifølge Vibeke Kløve skal håndboldafdelingen betale selv for at træne på gangarealer.
Formand for afdelingen, John Andersen, kunne konstatere, at BI-Håndbold også har mistet sit klublokale i Brønderslev Hallerne.
Jes Jacob fra bordtennisafdelingen konstaterede, at der i 1990’erne - i BI-Håndbolds storhedstid - blev indført vandtætte skotter mellem de tre sportslige afdelinger, da håndboldafdelingen havde oparbejdet en gæld på flere hundrede tusinde kroner, som den øvrige del af familien ikke ville stå til regnskab for, og derfor måtte håndboldafdelingen selv fine en løsning. Håndboldafdelingen fandt efter nogle år en løsning, og kom ud af sin store gæld.
Kai Jarl fra bordtennisafdelingen mener, at familiesammenholdet kan genoprettes, hvis planerne om at bygge en hal ved BI-Centeret tages op igen, så håndboldafdelingen kan få tilknytning til BI-Centeret.
Formand for BI, Kim Glad Andersen beklagede, at planerne om en hal ved BI-Centeret måtte opgives af økonomiske grunde.
Han oplyste, at der bruges mange penge på at holde BI-Centeret ved lige.
Hovedbestyrelsen i BI pegede på, at håndboldafdelingen også har mistet sine indtægter ved reklamer i Brønderslev Hallen.
Ordstyrer Søren Krog Jensen opfordrede til, at BI’s hovedforening tager et møde med håndbold-afdelingen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.