Det er ok at lukke skolen
Politikerne vil lukke skolen i Elling, hvilket et flertal af borgerne accepterer
Opdateret kl. 09:01
ELLING: ”Elling Steaks” står der på et skilt foran slagteren, og det lyder jo egentligt meget lækkert.
I det hele taget må man sige, at borgerne i Elling de seneste dage har været leverandører af saftige og velhængte kommentarer, når det handler om den lukningstruede Elling Skole.
I stedet for at gå på barrikaderne og kæmpe for den lille skole, går man nemlig den stik modsatte vej.
Men hvorfor i alverden lægger ”Ællingerne” sig fladt ned og overgiver sig uden kamp i stedet for at forsøge at redde skolen?
På Torvet i Elling møder vi Kurt Kristensen, der er kasserer i Elling borger- og grundejerforening samt Dorte Mariegaard, der er formand for skolebestyrelsen.
- Vi lægger os ikke fladt ned. Vi er bare realister, og vi kunne måske godt have forsøgt at redde skolen. Men vi må bare erkende, at på grund af nye krav - via skolereformen - samt det faktum, at børnetallet falder, så ville vi højst sandsynligt stå i den samme situation om et år eller to, siger Kurt Kristensen, der skynder sig at påpege, at borgerne i Elling skam også har et krav til politikerne.
Et stort ansvar
I stedet for skolen vil man nemlig have en institution med plads til 150 børn samt en vuggestue, hvilket politikerne i første omgang har nikket ja til.
- Ved at acceptere, at skolen lukker, tager borgerne i Elling et stort ansvar for kommunens økonomiske situation, siger Dorte Mariegaard, der ikke et øjeblik tror på, at Elling lukker, bare fordi skolen lukker.
Dorte Mariegaard flyttede fra Frederikshavn til Elling i 2005.
- Vi kørte rundt og så på forskellige små byer, men vi valgte altså Elling, fordi her er ”alt”. Jeg tror på, at det sammenhold - blandt andet via vores foreninger - vi har her i byen er så stærkt, at det fortsat vil få folk til at flytte til Elling. Samtidig er vi jo ved at smelte sammen med Strandby, som vi har et rigtigt godt samarbejde med, siger Dorte Mariegaard
- Men en gruppe borgere i Strandby kæmper jo for, at bevare byens børnehaver. De ønsker ikke, at der kommer et nyt børnecenter i Elling, som I jo så brændende ønsker Jer. Er det ikke et problem, at I modarbejder hinanden?
- Jeg er ikke rigtig klar over, hvilke borgere i Strandby, der er tale om. Men jeg havde forventet at få en henvendelse fra Strandby Fællesvirke omkring det her. De har dog ikke henvendt sig endnu, men vi skal selvfølgelig have en dialog, siger Kurt Kristensen, der i øvrigt var den første bestyrelsesformand på Elling Skole.
Der var stor glæde i byen, da skolen åbnede i 1988, men nu er holdningen altså, at tiden er løbet fra den lille skole.
Elling har tidligt i forløbet holdt et borgermøde, hvor der blev diskuteret, hvordan man skulle forholde sig til truslen om lukning af skolen.
Vil ikke råbe og skrige
Hurtigt viste det sig, at en stor del af byens borgere - via strøgforeningen, borger- og grundejerforeningen samt skolebestyrelsen, at der ikke skulle kæmpes imod politikernes beslutning.
- I Elling har vi besluttet os for, at vi ikke vil stille os op og råbe og skrige. Vi tror på dialog ”face to face”, og med skolelukningen og et kommende børnecenter kan vi for alvor begynde at se fremad og skabe et bæredygtigt samfund i Elling, siger Kurt Kristensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.