Det går den vej...

Til bekymring for de færreste, idet kun få hæfter sig ved et stadig faldende medlemstal, mens en voksende debat om vielse af homoseksuelle truer det kirkelige landskab med sår, som ikke kan heles. Al snak om, at folkekirken i sin nuværende form kun har få år tilbage - frigørelsen fra politiske beslutninger - glider let og elegant forbi de flestes opmærksomhed. Andre i det kirkelige landskab føjer til, at vi kan da bare se, hvordan det er gået med den svenske kirke. Men - med det kirkelige som med det politiske - så er den største interesse at finde i mediernes verden. Sagerne pustes op, men får ikke af den grund nogen større opmærksomhed ved frokost- og middagsbordet, på arbejdspladsen eller i de små hjem. Midt i det hele præsenteres et nyt forslag om åremålsansættelse af biskopperne for at "skabe mere dynamik". Som om det alene er biskopperne, der med hjælp "ovenfra" skal komme med initiativer, der kan sikre folkekirkens fremtid. Der bruges stadig megen tid, mange kræfter og mange penge på at diskutere, om det er de kirkelige græsrødder, der skal komme med tiltrængte fornyelser. Altsammen for at holde på medlemmerne i et samfund, der bliver mere og mere verdsliggjort samtidig med, at folkekirken som institution skøjter let over de sociale og samfundsmæssige problemer. I stedet vælges et voksende engagement i den rene "underholdningsindustri", så man med besøgstal, der er en stor kunstner og en flittig arrangør værdig, kan dokumentere berettigelsen for kirkens fortsatte eksistens. Det er vel egentlig også det nemmeste for ellers meget interesserede medlemmer af menigheds-rådene, der de senere år er pålagt det ene nye regelsæt efter det andet. Ikke noget at sige til, at rekrutteringen af nye medlemmer er ved at gå i baglås. Den kristne forkyndelse, kirkens liv og vækst, som det hele drejer sig om, har fået trange kår. Det er også med til, at det går den vej, som hønsene skraber. Heldigvis - det er en historisk kendsgerning i verden, at en kirke vil bestå, så længe den stiller direkte spørgsmål til det, der rører sig i det omkringliggende samfund. De spørgsmål har den danske folkekirke i årtier glemt at stille. Måske i et forfejlet forsøg på at tækkes den samfundsopfattelse, som kirken tilsyneladende fortsat mener sætter dagsordenen: de højestråbende, som - når det kommer til stykket - har udgangspunkt i en selvcentreret magelighed og ligegyldighed også over for andre religioners aktuelle status og uden interesse for det folkekirkelige liv. Folkekirken har mere end nogensinde brug for at manifestere sig som en samfundsmæssig aktør - som en revser - der påpeger sociale uretfærdigheder og selv prøver at gå i spidsen, når samfundets svage skal hjælpes og skævheder rettes op. Det er ikke dynamik, når kirken prøver at formulere sine svar på tidens spørgsmål og leve op til et socialt ansvar ved at servere gløgg og æbleskiver til kirkegængerne i adventstiden, mens det sociale storsind få lov til at udfolde sig i kirkerummet nytårsaften med knald fra champagneflasker og kransekage.