Nordjylland

Det siger de om fjordforbindelsen

Læs hvad nordjyske folketingskandidater mener om penge til en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm

Den foreslåede forbindelse over Egholm.
Den foreslåede forbindelse over Egholm.

NORDJYLLAND: Diskussionen for og imod en tredje Limfjordsforbindelse - og om den skal gå vest eller øst om Aalborg - er i slutspurten af valgkampen kommet i fokus.

Det sker, efter at et flertal i Folketinget har fastlagt, at linjeføringen får en kommende forbindelse skal gå via Egholm. Der er imidlertid fortsat ikke bevilget penge til projektet. NORDJYSKE har forud for torsdagens valg spurgt alle opstillede kandidater i Nordjyllands Storkreds: Vil du stemme for, at Folketinget afsætter penge til at indlede byggeriet af en tredje Limfjordsforbindelse over Egholm i den kommende samling? Her er svarene fra de kandidater, der har reageret på henvendelsen:

SOCIALDEMOKRATERNE

Bjarne Laustsen: Ja, jeg vil arbejde på en bred trafikpolitisk aftale om dette.

Simon Kollerup: Ja, det vil være en styrkelse af den vestlige del af Nordjylland, men jeg håber på penge til udvidelsen af Hanstholm havn først.

Orla Hav: Ja, udviklingen af infrastrukturen i Nordjylland er afgørende for at fastholde jobs og udvikling.

Ane Halsboe-Jørgensen: Ja. Det er afgørende for mobiliteten og infrastrukturen i Nordjylland, at vi hurtigst muligt kommer i gang med byggeriet.

Rasmus Prehn: Ja, jeg tror, vi finder pengene til forbindelsen. Der skal tages mest mulig hensyn til miljøet, når forbindelsen anlægges.

Flemming Møller Mortensen: Jeg vil bruge alle mine kræfter på at forfølge anlæggelsen af den tredje Limfjordsforbindelse, og at den bliver prioriteret højt.

Morten Ryom: Ja.

Per Husted: Ja, der skal skabes bedre forbindelser. Personligt så jeg hellere en udbygning med et ekstra tunnelrør, og at besparelser ved det blev brugt til andre infrastrukturprojekter i Nordjylland.

Peter Duetoft: Ja, vi trænger til den. det er bl.a. en forudsætning for udbygning af Hirtshals Havn og Aalborg Lufthavn.

RADIKALE VENSTRE

Daniel Nyboe Andersen: Nej. jeg er imod en motorvej over Egholm og har stemt imod i Aalborg byråd mange gange.

Jesper Hansen: Ja, det er nødvendigt med en styrkelse af infrastrukturen i Nordjylland.

Kasper Bagnkop: Jeg er fortaler for en udvidelse, men vil arbejde for en udvidelse af det eksisterende tunnelrør frem for Egholm.

Thomas Høj: Ja, Nordjylland har kæmpet mange år for en tredje forbindelse. Ser dog hellere et ekstra tunnelrør.

Louise Lundbeck Krog: Nej! Hvis vi overhovedet skal have en ny forbindelse, bør den ligge i øst.

Marianne Jelved: Ja.

Giajenthiran Velmurugan: Har jeg ikke en holdning til.

Kjeld Lundager Jørgensen: Jeg har personligt været mest stemt for en løsning med et ekstra tunnelrør, men nogen gange skal man acceptere, at et flertal vil noget andet, så jeg vil ikke stemme imod, hvis det kommer til en afstemning om frigivelse af midler.

KONSERVATIVE

Morten Thiessen: Ja, erhvervsfremmende infrastruktur skal der investeres i.

Torben Overgaard: Det må indgå i den samlede vurdering for, hvordan vi skal udbygge infrastrukturen i hele Nordjylland.

Henrik Dalgaard: Ja. Vi har brug for vækst i hele Danmark.

Daniel Rugholm: Ja. det er nødvendigt for os at få den 3. Limfjordsforbindelse i gang hurtigst muligt. Det vil gavne udviklingen i hele Nordjylland.

Line Vanggaard Pedersen: Det er vigtigt, at vi får en tredje forbindelse. Konservative har før sagt ja til, at den skal over Egholm, og indtil videre holder vi ved det.

SOCIALISTISK FOLKEPARTI

Lisbeth Bech Poulsen: Nej. det er torskedumt at bruge 6-8 milliarder på at plastre skøn natur til med asfalt, når byudviklingen med supersygehuset ligger i øst. Det giver meget mere mening at udbygge med et ekstra rør i tunnelen.

Thomas Klimek: Nej.

Thomas Krog: Nej. Det er en dyr og ødelæggende løsning. Bedre at satse på et ekstra tunnelrør.

Frank Tronborg: Ja.

Thorkil Olesen: Nej. Egholm-motorvejen er en fejlbeslutning. De samme penge kunne bruges langt bedre i Nordjylland.

Jacob Klivager Vestergaard: Nej - vi skal ikke lukke Aalborg inde i en motorvejsklokke, der også ødelægger det grønne på Egholm.

Paul Rode Andersen: Nej. Er et knæfald for privatbilismen og tager ikke forureningen og CO2-udslippet alvorligt. Få godstransporten over på skinner, så er der plads nok på vejene.

Anders Tendal Christiansen: Nej.

Peder Larsen: Nej.

LIBERAL ALLIANCE:

Klaus Hjulmand: Ja.

Thyra Frank: Ja.

Bo Ritterbusch: Ja.

Martin K. Madsen: Ja. Det er det eneste rigtige.

Henrik Viholm: Ja - hurtigst muligt.

Claus Hermansen: Ja.

Christina Egelund: Ja.

KRISTENDEMOKRATERNE:

Ruth Tidemand Nielsen: Ja, trafikalt har Nordjylland brug for det.

Britta Eckhardt: Ja.

Lene Meng: Ja.

Nick Hansen: Jeg ser gerne, at dette arbejde startes så hurtigt som muligt.

Inger Ottesen: Ja, det har været en mærkesag for KD i mange år. Grunden til at vi støtter forbindelsen er: At infrastrukturen i Vestvendsyssel og Thisted bliver forbedret. Det vil forbedre erhvervsmulighederne i områderne.

ALTERNATIVET:

Ulla Berndt Sørensen: Nej, vi ønsker at værne om biodiversiteten og den særprægede natur.

Jørgen Vangsted: Nej. Behovet kan dækkes på anden vis - over Egholm er naturødelæggende.

Torsten Gejl: Nej, aldrig. Vi skal overveje at udbygge de nuværende spor og forbedre tunnellen i stedet for at ødelægge Egholms unikke natur.

DANSK FOLKEPARTI:

Ib Poulsen: Ja, snarest muligt.

Erik Høgh-Sørensen: Jeg vil bakke op om tidligere indgåede forlig, men forbeholder mig ret til at se budgetter og økonomiske forudsætninger efter i sømmene.

Gert Ingolf Johansen: Ja.

Laila Sortland: Jeg ved desværre ikke nok om emnet endnu.

Morten Marinus: Ja. Det er den bedste løsning. Havde man valgt en østløsning, havde det ikke hjulpet Aalborg centrum af med trafik.

Lise Bech: Ja, der har været talt om den tredje Limfjordsforbindelse siden 70’erne, nu har Folketingets trafikordførere endelig lavet en aftale. Limfjordstunnellen er en flaskehals, vi trænger til en bedre infrastruktur.

Bent Bøgsted: Ja.

VENSTRE:

Anders Broholm: Ja, det kan kun gå for langsomt med at komme i gang med en tredje vestlig Limfjordsforbindelse.

Karsten Lauritzen: Klart ja. Det dur ikke at mene ét, når man står med fødderne i den jyske muld og noget andet på Christiansborg.

Torsten Schack Pedersen: Gerne - og penge til Hanstholm Havn og hovedvejene i Thy og på Mors.

Søren Gade: Ja, Det er vigtigt, at der kommer en 3. Limfjordsforbindelse, så de erhvervsdrivende får bedre vilkår. En god infrastruktur skaber vækst og jobs.

Mogens Brag: Ja.

Per Bisgaard: Fantastisk god ide.

Preben Bang Henriksen: Ja med allerstørste fornøjelse. Projektet tager syv år, og der er kritisk trængsel i tunnellen i 2020 i henhold til Vejdirektoratet. Så vi er i mere end tolvte time, hvis ikke udviklingen i Nordjylland skal sakke bagud.

Mariann Nørgaard: Ja, og jeg vil arbejde hårdt og målrettet herfor i en ny borgerlig regering.

Kristian Andersen: Ja, for det haster. Om få år går trafikken i Limfjordstunnellen i stå. Og det tager syv år at bygge en ny, derfor haster det voldsomt. Jeg vil have et første spadestik i den kommende valgperiode.

ENHEDSLISTEN:

Peder Hvelplund: Nej det vil da være dumt, når den er fuldstændig unødvendig og miljøødelæggende.

Miguel J. Valentine: Nej, vi skal bevare Egholm som den smukke naturø, den er. En ny tunnel vil heller ikke give mening.

Stine Brix: Nej, vi skal ikke have mere luftforurening, men mindre. Vi vil i stedet udvide kollektiv trafik og flytte gods til skinner.

Bo Fink: Jeg lytter til mine partifæller i Aalborg, og de siger nej. Det råd vil jeg følge.

Povl Erik Andersen: Nej, den er overflødig og ødelæggende, og der er også lokal modstand.

Susanne Flydtkjær: Nej - der skal i stedet investeres i varige nordjyske arbejdspladser og den kollektive trafik.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden