Aalborg Håndbold

Det ypperste venter mestrene

Aalborg Håndbold sammen med lutter storhold i fredagens lodtrækningsbowle til Champions League

Jan Larsen drager fredag til slovenske Ljubljana for at overvære lodtrækningen til Champions League. Arkivfoto: Bente Poder
Jan Larsen drager fredag til slovenske Ljubljana for at overvære lodtrækningen til Champions League. Arkivfoto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret kl. 08:38

HÅNDBOLD: Storholdene står i kø, når listen over mulige modstandere for Aalborg Håndbold præsenteres.

Når aalborgenserne fredag aften overværer lodtrækningen til gruppespillet i Champions League, er der garanti for storhold i niveauet Paris Saint Germain, Kiel og Barcelona.

For siden sidst Aalborgs danske mestre deltog i turneringen, har gruppespillet ændret form.

De på papiret bedste 16 hold i Europa skal fordeles på to puljer med otte hold. Her er Aalborg Håndbold med, og det glæder direktøren.

- Det er vi selvfølgelig stolte af. Det er kun storhold. Det bliver en vanvittigt spændende turnering, siger Jan Larsen.

Nordjyderne kan nøjes med en sjetteplads blandt otte hold i puljen, og alligevel gå videre til ottendedelsfinalerne. Det kan nu også blive svært nok, medgiver Jan Larsen.

Han ser, at der på papiret kun er fire hold på samme niveau eller lidt under, som aalborgenserne får mulighed for at trække.

- Det er i hvert fald ikke blevet nemmere at gå videre, men de store hold har gjort det meget mere attraktivt at være en del af gruppespillet. Der er ikke nogen nemme kampe, men vi sætter os det store og realistiske mål at gå videre, siger Jan Larsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden