DF og LA boykotter vælgermøde
Deltagergebyr for at være med til vælgermøde i Frederikshavns gågade er alt for dyrt, mener de to partier.
Opdateret kl. 19:10
FREDERIKSHAVN: Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i Frederikshavn har valgt at takke nej til tilbuddet om at møde op, når handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK 31. oktober afholder et vælgermøde i gågaden i Frederikshavn.
Det har de gjort af den simple årsag, at det koster 5000 kroner for partierne at være med, og det er for meget, mener de.
- Begge partier ser med stor alvor på denne udvikling. Udøvelsen af demokrati og ytringsfrihed må aldrig blive en vare i metermål, der kan købes af dem, som har penge, lyder det i en pressemeddelelse underskrevet af Peter Laigaard (LA) og Carsten Sørensen (DF)
Helt som planlagt
De to partiers pressemeddelelse giver også udtryk for, at det hele er planlagt.
- Til selve arrangementet vil man givetvis se, at formanden for FREDERIK, byrådsmedlem og tidligere borgmester Erik Sørensen, som minimum har truffet aftale med sin foretrukne kandidat. Et godt bud er, at også Venstre deltager. Alt er derfor som planlagt, skriver de.
Erik Sørensen ikke indblandet
Dan Kobberup fra FREDERIK understreger dog, at Erik Sørensen ikke har nogen rolle i det.
- Erik har slet ikke vidst, at vi i FREDERIK ville lave sådan et event. Vi fik ham bare til at sende invitationen ud, så vi var sikre på, at alle fik den, siger Dan Kobberup.
Han afviser også, at det overhovedet er spidskandidaterne, der er på tale til vælgermødet.
- Vi vil jo gerne se de unge og nye kandidater. Spidskandidaterne er i forvejen inviteret til TV2 Nord samme aften, og så kunne vi lave lidt med de unge sideløbende, siger han.
Penge til storskærm
De 5000 kroner skal ifølge Dan Kobberup gå til en storskærm, hvor de forskellige partier så kan få lov at promovere sig selv i løbet af aftenen.
- Vi gør det ikke for at tjene penge. Vi gør det for at få lidt positiv fokus på lokalpolitik. Vi har i hvert fald ikke gjort det for at genere nogen, siger Dan Kobberup og understreger, at hvis der ikke er finansiering, bliver der heller ikke noget vælgermøde.
Dan Kobberup oplyser desuden, at han har oplyst Peter Laigaard (LA), at han måske kunne få det til en nedsat pris, som så skulle være ens for alle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.