Direktion forgyldt for at blive i jobbet
Ledelsen i Trackunit fik 59 millioner kroner som led i fastholdelsesaftale
Opdateret 11. maj 2016 kl. 08:24
PANDRUP: Selv om Trackunit kom ud af 2015 med et driftsoverskud på 42 mio. kr., så endte året med et underskud på 39 mio. kr.
Den væsentligste årsag er, at direktionen med adm. direktør Jørgen Raguse i spidsen fik udbetalt et beløb på ikke mindre end 59 mio. kr. som led i en fastholdelsesaftale.
Det skete i forbindelse med handelen i august, da Trackunit blev solgt til Goldman Sachs og Gro Capital af de daværende ejere, firmaets grundlæggere Svend Hansen og Jesper Fjeldsø. Hvad handelsprisen var, har parterne holdt for sig selv, men i forbindelse med handelen indskød de to hidtidige ejere 103 mio. kr. i virksomheden.
Heraf blev de 59 mio. kr. anvendt til fastholdelse, mens de sidste 44 mio. kr. blev brugt til at købe Martin Mikalsen ud af datterselskabet Safetrack.
Martin Mikalsen er i dag teknisk direktør i Trackunit. Safetrack, der leverer software til flådestyringselektronikken, er i dag fusioneret ind i Trackunit sammen med en række andre datterselskaber.
Salget til Goldman Sachs og Gro Capital betød en tredobling af egenkapitalen i Trackunit. Den udgør i dag 78 mio. kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.