Dødsfald

‡Bent Zinck Nielsen, Skodshøj, Guldbæk, 72 år. Bent blev uddannet snedker i 1958 fra firmaet K. S. Nielsen & Sønner i Aalborg og fik sølvmedalje for sit svendestykke. Efterfølgende blev han uddannet bygningsingeniør fra Aalborg Teknikum og var i nogle år ansat ved det rådgivende ingeniørfirma Nellemann. I 1971 oprettede han sit eget firma og har siden da været selvstændig rådgivende ingeniør. Ingeniørarbejdet var også hans store fritidsinteresse, og han arbejdede stadig som 72-årig og havde ingen planer om at lukke sit firma. Han var dygtig og respekteret og derfor en meget efterspurgt ingeniør. Bent Zinck Nielsen har været rådgivende ingeniør på mange byggeprojekter, inden for såvel almene boligbyggerier som på erhvervs- og industribygninger. Det var ikke kun i det nordjyske, men også andre steder i landet, i Tyskland, ja selv i Afrika. I 1966 blev han gift med Hanne Vejby Nielsen. Han elskede hende højt, og det var et stort tab for ham, da han mistede hende for otte år siden. De fik to sønner, Morten og Peter, og en datter, Louise, der fik en tryg barndom og aldrig var i tvivl om, at de var elsket. Børnene bevarer et stærkt minde om deres far siddende ved sit skrivebord i hjemmet i Guldbæk optaget af at tegne et hus. Trods travlhed var han en nærværende familiefar og fandt altid tid til sine børn. Bent Zinck Nielsen havde et lyst sind og var god til at fokusere på det gode i livet uden at lade sig slå ud af de problemer og udfordringer, han mødte. Han var meget gavmild, og det bragte ham stor glæde at hjælpe andre. Alle syntes om Bent, og det var som om, at alle, han havde relation til, blev hans venner, uanset om det var forretningsforbindelser eller private. Han havde let ved at tale med andre og var meget imødekommende og høflig. Han mødte altid mennesker med et varmt smil, og han elskede besøg og samvær med familie og venner. Efter Hannes død begyndte Bent at komme i Aalborg Menigheds Center, og troen på Gud blev hele fundamentet for hans liv. Han fandt både trøst og glæde ved at læse i sin bibel. I kirken så alle ham som et forbillede på grund af hans godhed, lyse sind og gavmildhed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.