Drabstiltalt skyder skylden på to andre
Medtiltalte ville afstraffe 20-årig, som endte med at dø, forklarede tiltalt
Opdateret 30. november 2017 kl. 15:43
SKAGEN: Fire mænd er tiltalt for et brutalt drab på en 20-årig mand i en lejlighed på Skagavej i Skagen 16. januar. Fredag startede sagen ved Retten i Hjørring, og her afgav en 42-årig tiltalt, som anklagemyndigheden vil have dømt til forvaring, forklaring.
Han nægtede sig skyldig i drab, og kastede derimod hele skylden på to medtiltalte - en 28-årig og en 29-årig mand - og mente, at de forsøgte at hænge ham op på drabet.
Den 42-årige erkender dog, at han slog den 20-årige på knæet med et baseballbat. Samtidig forklarede han, at en 19- årig mand, der er nevø til den 42-årige og som også er tiltalt for drabet, heller ikke havde noget med drabet at gøre.
Ifølge anklagemyndigheden opfattelse havde alle fire mænd dog en andel i drabet der skete som afstraffelse for, at den 20-årige havde givet den 19-årige tiltalte ketamin, hvilket medførte, at den 19-årige fik lammelse i benene.
Den 20-årige døde to dage efter overfaldet af sine kvæstelser. Han havde flere alvorlige skader i hovedet, efter at være blevet slået med vægte, en krydsnøgle og en stol. Han blev desuden stukket fem gange i ryggen med en kniv og saks.
20-årig skulle afstraffes
Den 42-årige afgav en meget detaljeret forklaring om, hvad han mente der skete den fatale aften. Han fortalte, at han var hjemløs og tidligere misbruger, der på daværende tidspunkt forsøgte at komme ud af misbruget og blive et bedre menneske, efter at have siddet i fængsel i syv år.
Han var dog var endt i et misbrug igen, og derfor skulle han over til en anden mand for at hente nogle piller. I den lejlighed befandt de tre andre tiltalte sig også, og på et tidspunkt blev der snakket om, at den 20-årige havde givet den 19-tiltalte ketamin, som var ved at tage livet af den tiltalte, forklarede den 42-årige.
Derfor ville den 28-årige og den 29-årige straffe den nu afdøde, men ifølge den 42-årige forsøgte han at tale dem fra det, fordi han kunne se, at det ville gå galt, ligesom han forklarede, at den 19-årige heller ikke ønskede, at de to mænd skulle afstraffe den 20-årige.
Da det ikke lykkedes at tale dem fra det, valgte den 42-årige, efter eget udsagn, at tage med for at sikre, at det ikke løb af sporet.
I lejligheden gik det helt galt
I retten forklarede han, at han aftalte med den 28-årig og den 29-årige, at han ville slå den 20-årige med et baseballbat, og så var den sag ude af verden. Han forklarede også, at den 19-årige tiltalte blev tilbage, og således slet ikke var med i den dræbtes lejlighed.
I lejligheden på Skagavej gik det dog helt galt. Den 42-årige fortalte, at den 28-årige havde taget en krydsnøgle med, selvom han havde sagt, at det var for farligt. I lejligheden var de to andre tiltalte var parat til at overfalde den 20-årige, og derfor valgte den 42-årige at slå den nu afdøde over knæet med battet, sagde han.
Her gik det op for ham, hvem det var han havde slået, og derfor vendte han om for at gå ud af lejligheden. Den 42-årige kendte nemlig den dræbte. Men han nåede ikke andet end to skridt, før den 20-årige hev ham ned på gulvet og tog kvælertag på ham, forklarede han i retten.
Derfor råbte han om hjælp, og lige pludselig begyndte den 28-årige at slå løs på den 20-årige med krydsnøglen. Den 28-årige skulle angiveligt have slået mange gange og så hårdt, at den 42-årige kunne høre kraniet knage, forklarede den 42-årige.
- Jeg råbte stop meget højt, mange gange, og til sidst lykkedes det mig at få ham stoppet, sagde han.
- De vil hænge det op på mig
Herefter gik de tre tiltalte tilbage til den lejlighed, de kom fra, men den 28-årige og den 29-årige vendte tilbage til den 20-åriges lejlighed, fordi de havde glemt krydsnøglen. Da de efter 10 minutter atter kom tilbage, sagde de, at nu havde de slået den 20-årige ihjel, forklarede den 42-årige i retten.
- Jeg tænkte, at det her sker bare ikke. Han (den dræbte, red.) var en god dreng. Han havde ikke fortjent det her, sagde han.
I retten kom det frem, at den den 42-årige efterfølgende forsøgte at fjerne spor - blandt andet ved at vaske baseballbattet. I retten forklarede han, at det var fordi, han på daværende tidspunkt tænkte som en kriminel og ville fjerne spor.
Den 42-årige sagde flere gange, at han brød et kodeks ved at fortælle sandheden i retten.
- Men det gør jeg, fordi jeg ved, at den eneste mulighed de to har for at slippe af sted med det her, er ved at lægge den over på mig. Og med min fortid ved jeg, at der er en risiko for, at den bliver lagt over på mig, sagde han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.