Ernæring

Drop hvidt brød og slank dig

Der skal ikke meget til at du bliver overvægtig, hvis du spiser hvidt brød

Franskbrød, burgerboller og andet hvidt brød er ikke bare tomme kalorier, men er ligefrem skadelig for slankekuren.

For hvis du eksempelvis spiser franskbrød til morgenmad og en burger til frokost, så er der større risiko for at du bliver overvægtig og direkte fed, end hvis du vælger at spise fuldkornsbrød.

Bare du to gange om dagen spiser hvidt brød, er din risiko nemlig forøget.

Vi ved godt alle sammen, at fuldkornsbrød er sundere for tarmene end det hvide brød, men en spansk undersøgelse viser direkte, at det hvide brød ligefrem gør os fede.

Forskere har registreret spisevaner og vægt hos mere end 9.200 studerende på et spansk universitet. De deltagere, der spiste både hvidt brød og fuldkornsbrød, havde ikke en øget risiko for at tage på i vægt. Men dem, der udelukkende spiste hvidt brød, og som fik to eller flere portioner af det hvide brød om dagen, havde 40 pct. større risiko for at blive overvægtige eller fede, end dem, der spiste mindre end en portion hvidt brød om ugen.

Der var ikke nogen signifikant forbindelse mellem at spise fuldkorn og at blive overvægtig. Og forskerne mener, det kan være på grund af den type kulhydrater, indholdet af fibre og andre ingredienser der er i fuldkornsbrød.

- Indtaget af to portioner af hvidt brød om dagen eller mere, viser en signifikant og direkte forbindelse med risikoen for at blive overvægtig eller fed, konkluderer professor Miguel Martinez-Gonzalez fra universitetet i Navarra, Spanien, der dog erkender at undersøgelsen ikke viser en årsags-sammenhæng mellem hvidt brød og fedme. Det kan ligeså godt skyldes at folk, der spiser hvidt brød også har tendens til at spise meget marmelade.

Men sidste år søgte en dansk undersøgelse fra Århus Universitet i forsøg med grise at forklare forskellen på hvordan fuldkorn og hvidt brød påvirker vores krop.

De fandt, at fordøjelsessystemet reagerer forskelligt og producerer forskellige stoffer afhængig af, om der indtages fuldkornsmel eller raffineret mel.

Læs også: 7 skjulte tegn på hjerteanfald hos kvinder

Hvede og rug er gode kilder til fiber og mineraler, vitaminer og sundhedsgavnlige plantekemikalier. Forarbejdningsprocessen er den der gør, at der er forskel mellem raffineret mel og fuldkornsmel. Når melet forarbejdes bliver de fiberrige dele af kornet fjernet. Når fiberen fjernes smutter kornets kim og klid med ud – men det er her, at man finder de højeste koncentrationer af de gavnlige bioaktive stoffer.

Fiber øger mæthedsfornemmelsen

- Raffineret mel og fuldkornsmel indeholder samme niveau af kulhydrater, men det raffinerede mel indeholder en del tomme kalorier, det vil sige energi uden nævneværdige mængder af fiber og bioaktive stoffer, siger Natalja Nørskov, der stod bag undersøgelsen.

Læs også: 10 overraskende madråd, der kan slanke dig

Fiber i sig selv har en vis gavnlig effekt på sundheden. Det er påvist, at fiber øger viskositeten i mavetarmkanalen. Det øger mæthedsfornemmelsen og gør optagelsen af blodsukker langsommere. Det er gavnligt mod type 2 diabetes. Den højere viskositet fører også til ringere optagelse af fedt og kolesterol og øger udskillelsen af galdesyre. Det har en positiv virkning mod for højt kolesterol.

Læs også: Derfor skal du ikke spise kulhydrater i dagtimerne

- Resultaterne viser, at det er vigtigt at spise ikke-raffinerede kulhydrater og beriget brød indholdende høje koncentrationer af fibre såsom aleurone, men der er brug for mere viden på området – blandt andet om rollen af polyumættede fedtsyrer og deres enzymer og om deres opførsel i løbet af formaling, bagning og opbevaring, forklarer Natalja Nørskov og fortsætter:

- Levende planter indeholder naturlige antioxidanter, som hæmmer oxidering af fedstoffer. Men i produkter som mel og brød bliver de polyumættede fedtsyrer oxideret i løbet af timer eller dage, hvilket fører til dannelsen af oxylipiner og stoffer, hvis sundhedsmæssige effekter ikke er kendt endnu.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden