Drop salaten til frokost
Der skal kød på bordet til frokost, hvis du vil undgå at overspise senere på dagen
DANMARK: Det rene salatbord til frokost kan være den forkerte kost, hvis du ønsker at tabe dig eller bare holde vægten. Spiser du derimod kød til frokost, fører det til, at du spiser mindre til aftensmaden.
Det viser en måltidsundersøgelse, som Teknologisk Institut har gennemført. Undersøgelsen viser, at en proteinrig frokost dagligt kan spare energi svarende til en chokoladebar. På årsplan kan det svare til et vægttab på knap tre kilo.
”En frokost rig på kød medfører, at man føler sig mindre sulten til aftensmaden og derved har et mindre indtag af energi – også selv om man reelt set ikke har indtaget mere energi til frokost,” siger seniorkonsulent Margit Dall Aaslyng, Danish Meat Research Institute, DMRI, på Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.
Fik appetiten målt
Instituttet har kortlagt spisevanerne hos 134 15-16 årige efterskole-elever på Osted Efterskole. De 134 elever fik på fire forsøgsdage to gange en proteinholdig frokost og to gange en almindelig frokost.
Efterfølgende fik de målt deres oplevelse af appetit seks gange i løbet af dagen. Endelig blev det registreret, hvor meget de spiste til aftensmad. Det viste sig, at energiindtaget til aftensmaden blev ca. 250 kJ lavere.
”Vi kunne se, at eleverne tog mindre portioner til aftensmaden, når vi havde skruet lidt op for kødindtaget til frokost. Protein er det mest mættende næringsstof pr. energienhed, vi har. Det viser mange undersøgelser, og nu har vi dokumenteret, at det også fungerer i det virkelige liv. Hvis man spiser en proteinrig frokost, spiser man mindre til aftensmåltidet,” fastslår Margit Dall Aaslyng.
Spis kød tidligt
Kød indgår ofte i aftensmaden, men hvis du vil udnytte den mættende effekt af kødprotein, bør du spise kød tidligere på dagen. For at holde vægten eller hvis du ønsker at tabe dig kan dagens måltider bestå af magre kød- og pålægsprodukter fra gris, ko, fjerkræ og lam samt andre proteinrige fødevarer som magre mejeriprodukter, æg, fisk, skaldyr og bælgfrugter kombineret med fiber og fuldkorn.
Undersøgelsen er en del af projektet ”Svinekød med fokus på sundhed og kvalitet”. Her har DMRI også udviklet en snackpølse, hvor en del af fedtet er erstattet af kostfibre. Pølsen bliver lige nu testet.
/BLM/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.