Dyreklinik indrettet i nedlagt slagterbutik
Dyrlæge Gry Rauff Mikkelsen behandler kæledyr fra 7. marts
SKØRPING: En ny dyreklinik med speciale i behandling af diverse former for kæledyr er på vej i Skørping midtby, helt præcist i Jyllandsgade 9.
Her har dyrlæge Gry Rauff Mikkelsen indgået et lejemål af den lukkede slagterbutik.
- Min nye dyreklink åbner mandag 7. marts med en officiel indvielse lørdag 5. marts. Jeg får cirka 150 kvadratmeter til rådighed, og i første omgang vil jeg være den eneste ansat, forklarer hun.
Motivet til netop at etablere sig som selvstændig dyrlæge i netop Skørping forklarer hun med, at hun selv bor der privat og længe har ønsket at åbne en klinik for kæledyr for lokalsamfundet i Skørping.
- Det bliver en klinik med fokus på nærhed og tryghed, hvor jeg kan levere dyrlægeservice til fornuftige priser af høj faglig kvalitet. Fordi vores kæledyr er en del af vores familie er det nemlig vigtigt at kunderne føler sig velkomne og situationen behandles med oprigtig omsorg, pointerer Gry Rauff Mikkelsen.
Mange faciliteter i ny klinik
Den tidligere slagterbutik i Skørping er nu blevet indrettet med både venterum med en tilhørende butik, hvor der forhandles alt fra foder til pleje- og aktivitetsprodukter for kæledyr.
Ved siden af er der et konsultationsrum med god plads til de nødvendige kliniske undersøgelser af kæledyr.
Den nye dyreklinik har også fået indrettet et operationsrum fuldt udrustet til at klare diverse kirurgiske indgreb.
- Og skulle det være nødvendigt udfører jeg også hjemmebesøg efter nærmere aftale, hvis kunder har svært ved at komme til mig her i Skørping med deres kæledyr. I øvrigt ligger min dyreklinik med hensyn til offentlig transport blot 200 meter fra Skørping Station, pointerer Gry Rauff Mikkelsen.
Seks års praktisk erfaring
Hun er uddannet dyrlæge i 2010 fra Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet med særligt fokus på hunde, katte og mindre kæledyr.
- Siden har jeg arbejdet først i Norge, siden i Nordjylland i henholdsvis Gærum og i øjeblikket i Brønderslev. I Norge har jeg også arbejdet med både almindelige husdyr, men primært med kæledyr. På klinikken i Brønderslev er der dog udelukkende tale ombehandling af kæledyr, forklarer Gry Rauff Mikkelsen.
Den nye dyreklinik i Jyllandsgade i Skørping vil have åbent i dagtimerne på alle ugens fem hverdage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.