EH Aalborg

EH Aalborg arbejder hårdt i kulissen

Tilværelsen som ny ligaklub kræver en hård indsats

Henrik Skals har travlt med at gøre EH Aalborg klar til ligaen. Foto: Lars Pauli

Henrik Skals har travlt med at gøre EH Aalborg klar til ligaen. Foto: Lars Pauli

HÅNDBOLD:Sportsligt fik EH Aalborg onsdag aften en forsmag på, hvad der venter i den kommende sæson, hvor holdet for første gang er at finde i den bedste danske række. Besøg fra klubber som Silkeborg-Voel bliver hverdagskost i klubbens nye tilværelse i HTH GO Ligaen.

Men inden da er der et stort stykke arbejde, der skal gøres, og den proces er godt i gang.

- Jeg vil sige, at vi er fortrøstningsfulde, og arbejdet er rigtig godt i gang. Der er mange processer i det her, fordi det er en stor omvæltning at blive klar til ligahåndbold på det organisatoriske plan, siger formand Henrik Skals.

- Vi har stiftet et selskab og er godt i gang med at snakke med DHF om de forskellige ting, der skal komme i orden for at vi kan blive en kontraktklub, og vi er ved at optimere på mange andre fronter. Der er rigtig meget arbejde i det - også for meget, når man skal passe et fuldtidsarbejde ved siden af. Men som sagt så er vi ganske fortrøstningsfulde, siger han.

Det vigtigste er, at økonomien kommer op at stå, fordi der skal afleveres garantier i forhold til driften, og derfor er det der, at EH Aalborgs styregruppe har det største fokus i øjeblikket.

- Jeg synes, at vi er nået et godt stykke vej. Vi har selvfølgelig et mål, vi skal nå for at sikre, at driften skal køre rundt, og jeg vil sige, at vi er nået langt. Men vi har stadig brug for mere, og det arbejder vi på hele tiden, siger Henrik Skals.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.